Overgangsriter er riter, der udføres for at markere et individs eller en gruppes indvielse i et nyt livsstadium eller i et religiøst samfund.

Faktaboks

Etymologi

rites de passage

Overgangsritens tre faser

Udtrykket overgangsriter (fransk rites de passage) blev lanceret i 1909 af den franske etnolog Arnold van Gennep, som også opstillede en model i tre faser for analysen af sådanne riter:

  1. Udskillelsesfasen
  2. Den liminale fase
  3. Inkorporationsfasen

Udskillelsesfasen

Udskillelsesfasen betegner den proces, at ritens objekt (et individ, en sag eller lignende) skilles ud fra sin vante sammenhæng og markeres som noget særligt. Det kan fx ske ved fysisk fjernelse, særlig afmærkning, fjernelse af tegn på status og identitet.

Den liminale fase

Den liminale fase betegner selve den overgang, der tænkes at finde sted. Liminal kommer af det latinske limen der betyder 'tærskel, grænse').

Denne fase kendetegnes af, at objektet nu er helt nulstillet, uden status og identitet. Det tænkes at befinde sig i et tomrum mellem sin gamle og sin nye status, i en flydende eller blød tilstand, hvor alt er muligt. I denne farlige tilstand er objektet sårbart, men netop derfor også modtageligt for en bearbejdning. Også grænserne mellem objektet og dets omgivelser kan blive flydende, og i nogle tilfælde er hele verden sat på spil i denne fase.

Det kan demonstreres i riten ved omvendte eller uhyrlige træk, fx mænd i kvindeklæder, frygtindgydende optrin, ophævelse af alle regler for god opførsel eller ved en rituel kontrol med enkeltheder. Ofte gælder der i denne fase en række tabuer og forbud mod normal og naturlig adfærd, som understreger den rituelle kontrol med det kritiske forløb.

Inkorporationsfasen

I inkorporationsfasen indgår objektet i sin nye sammenhæng med den status og identitet, som riten har skabt. I denne fase demonstreres det ofte, at tilstanden nu atter er normal: Tabuer ophæves, og lettelse og munterhed gives til kende.

Arnold van Genneps studie af overgangsriter blev videreudviklet af bl.a. Victor Turner, der behandlede de symbolske forhold i den liminale fase og dens potentiale for social forandring.

Klassiske overgangsriter

Overgangsriter finder især sted i forbindelse med fødsel, overgang til voksenstatus, ægteskab og død. Det ses mest tydeligt i ungdomsindvielser, hvor novicerne ofte isoleres, gennemgår pinefulde riter og åbenbares viden, der er hemmelig for uindviede.

Overgangsriter foretages også ved indvielse af præster og shamaner eller ved optagelse i hemmelige selskaber. Nogle overgangsriter involverer hele samfundet. Det gælder årstidsriter i forbindelse med fx høst eller nytår eller riter, som udføres i perioden fra en konges død til indsættelsen af hans efterfølger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig