Mission er det organiserede forsøg på at udbrede en religion blandt anderledes troende, særlig (men ikke kun) tilhængere af andre religioner. Igennem historien har flere religioner missioneret, men begrebet er historisk knyttet til kristendommen og spiller en vigtig rolle i kirkehistorien.
Det teologiske begreb 'mission' blev introduceret i 1500-tallet af Ignatius af Loyola, jesuiterordenens grundlægger. Det blev oprindelig anvendt i forbindelse med ordenens uddannelse og udsendelse af unge mennesker som udsendinge, missionærer, til områder, hvor den romerskkatolske kirke ikke var til stede. Senere anerkendtes begrebet også inden for protestantisk teologi.
Mission bruges i dag om Guds sendelse til hele verden af sin kirke med evangeliet om Jesus Kristus. Teologisk forstås det således som den foreløbige realisering af Jesu egen opfordring i missionsbefalingen om at gøre alle folkeslag til disciple (Matth. 28,19).
Den moderne missionsopfattelse blandt protestantiske teologer skyldes navnlig Karl Barth, der i begyndelsen af 1950'erne introducerede udtrykket Guds mission (lat. missio dei) i den teologiske debat. Formålet var at betone, at Gud blev opfattet som missionens udgangspunkt og subjekt.
Det er således kun i en afledt betydning af ordet, at mission er en kirkelig aktivitet, der kan udøves på mange forskellige måder. Også kirken selv ses som omfattet af Guds mission, før den kalder mennesker til at være i mission. Det betyder, at mission er en bestemt dimension i selve kirkens væsen, og at kirken principielt altid er på vej ud over sine egne grænser for at møde den verden, som omgiver den.
Karl Barths bidrag til missionsteologien har medvirket til at formulere en omfattende kritik af de kirker, som ikke har anset det for nødvendigt at møde mennesker af anden tro og livsanskuelse med evangeliet.
Samtidig har katolikker og ortodokse hilst udtrykket missio dei velkomment; de betragter betoningen af den treenige Gud som subjekt for mission som en modvægt mod protestantismens traditionelle fremhævelse af, at mission især betegner den enkeltes omvendelse til Jesus Kristus.
Forståelsen af mission blev i løbet af 1900-tallet og særlig efter anden verdenskrig påvirket af afkoloniseringen og dannelsen af selvstændige kirker i de tidligere missionsområder i Afrika og Asien. Som reaktion spiller målet om ligeværdighed mellem kirkerne i Nord og Syd en stor rolle i missionsteologien i dag sammen med ønsket om at formulere en teologi på den lokale afrikanske og asiatiske kirkes præmisser.
Mission. Den danske missionær H.P. Børresen var i 1867 medstifter af Santalmissionen i Bengalen i det nordøstlige Indien. Han står her med hvidt skæg som det naturlige midtpunkt i missionsstationen og de forskellige praktiske aktiviteter, som i hverdagen gik hånd i hånd med forkyndelsen af evangeliet. Fotografi fra slutningen af 1800-t.
Ca. en tredjedel (eller ca. 2,4 milliarder) af verdens befolkning tilhører den kristne kirke i en af dens mange skikkelser. Dette er resultatet af næsten 2000 års mission.
Den kristne missions tidlige historie er karakteriseret ved en række enkeltpersoner med apostlen Paulus i spidsen. Med ordensvæsenets fremkomst kom katolsk mission i høj grad til at hvile herpå, mens protestantisk missions historie især er kendetegnet ved missionsselskabernes virksomhed. I begge tilfælde udtrykkes en uafhængighed af etablerede kirkestrukturer. Hertil kommer som et væsentligt element gennem hele kirkens historie den enkelte kristnes vidnesbyrd i mødet med mennesker af anden tro.
I Romerriget var den kristne kirke de første 300 år en undertiden forfulgt religiøs minoritet, men bredte sig alligevel hurtigt til hele riget. I 300-tallet opnåede den først kejserlig anerkendelse og blev siden ophøjet til statsreligion.
Uden for Romerriget opstod en syrisk kirke, der drev mission mod nord til Armenien og mod øst gennem Persien til Indien og langs Silkevejen til Kina. Længst mod syd blev den kristne kirke fra begyndelsen af 300-tallet statskirke i Etiopien. Islams udbredelse fra 600-tallet betød, at den nordafrikanske kirke stort set blev udslettet, og den asiatiske kirke fik trange kår.
I Europa nåede kristendommen allerede midt i 400-tallet til Irland. Frankernes kong Chlodovech 1. lod sig døbe ca. 500, og i England grundlagdes den angelsaksiske kirke 100 år senere. Både den irske og den angelsaksiske kirke var aktive i det videre missionsarbejde i Tyskland og i Norden. Med Ansgars mission, der udgik fra Hamburg-Bremen, introduceredes kristendommen fra 826 i Danmark. Store dele af Østeuropa og Rusland blev kristnet i 800- og 900-tallet.
Ved årtusindskiftet kunne Europa således med enkelte undtagelser kalde sig kristent. Generelt foregik missionen "fra oven", idet det var kongens/høvdingens beslutning, om hans folk skulle gå over til den nye tro, eller som i Island, hvor Altinget vedtog overgangen år 1000.
Opdagelsesrejserne og Spaniens og Portugals kolonisering af de fundne verdensdele åbnede fra ca. 1500 nye missionsmuligheder, for Spaniens vedkommende hovedsagelig i Latinamerika, for Portugals i Afrikas kystområder og i Asien efter en af paven fastlagt fordeling.
I det meste af de første to århundreder efter reformationen fandtes der kun få, enkeltstående og kortvarige eksempler på protestantisk mission. Dels mente de færreste protestantiske teologer, at der var grund til at prioritere omvendelse af ikke-kristne. Dels erobrede de protestantiske stater først sent de kolonier, som var udgangspunkt for den katolske mission. Det første vedvarende missionsprojekt fra en protestantisk stat var den kongestøttede Tranquebarmission i 1705, der havde rod i den pietistiske vækkelse, og den danske handelskoloni på Indiens sydøstkyst.
I de 200 år siden da har der været drevet et intenst missionsarbejde i Afrika og Asien af missionærer udsendt og understøttet af europæiske og amerikanske missionsselskaber. Vestlig ekspansionstrang og kirkelig fromhed, evangeliets forkyndelse og folkeoplysende virksomhed er gået hånd i hånd i dette arbejde, som har ført til dannelse af mange asiatiske og afrikanske kirker.
Den protestantiske mission tog fart med William Carey og Baptistmissionsselskabet, der fra 1792 begyndte at arbejde i Indien. Drivkraften var på den ene side bølger af vækkelsesfromhed i missionærernes hjemlande, på den anden side europæisk kolonialisme, der underlagde sig stadig større dele af kloden og derved åbnede lande som Kina og Indien, samt store dele af Afrika for kristen mission.
Fra slutningen af 1800-tallet har arbejdet udviklingen været markeret af de internationale missionskonferencer, blandt hvilke især Edinburgh-konferencen i 1910 fik stor betydning. Den inspirerede til et forøget fælleskirkeligt samarbejde om mission, som førte til dannelsen af Det Internationale Missionsråd (1921).
Afkoloniseringen efter anden verdenskrig satte sit stærke aftryk på missionen. De kristne i mange missionsområder ønskede at selvstændigheden også gav sig udtryk på det kirkelige område, og det fremskyndede dannelsen af nye selvstændige kirker, hvor de vestlige missionærers indflydelse gradvist blev udfaset eller ændret til økonomisk og logistisk støtte. Samtidig var mange nye stater skeptiske over for fortsat europæisk tilstedeværelse i form af omvendelsesforsøg og påvirkning af uddannelses- og sundhedssektoren. Derfor blev missionsorganisationernes arbejde mødt med forskellige grader af restriktioner, hvilket sammen med konkurrencen fra sekulære udviklingsorganisationer var med til at ændre vilkårene for mission markant.
Tyngdepunktet har bevæget sig fra Vesten til kirkerne i de tidligere missionsområder, som udsender hovedparten af de ca. 400 000 missionærer, der på verdensplan arbejder med mission uden for deres egen kirkes område.
I de senere år er den kristne missions historiske forbindelse til kolonimagterne i en række lande blevet debatteret, og missionen er blevet kritiseret for at udbrede vestlige standarder gennem f.eks. skolesystemet på bekostning af lokale kulturer.
Tranquebarmission blev i 1721 fulgt af Hans Egedes mission i Grønland, og kort efter af Brødremenighedens mission i Grønland og Dansk Vestindien.
Det første missionsselskab dannedes i 1821 (Det Danske Missionsselskab), nogenlunde samtidig med at den tidligere statslige mission ophørte. En egentlig missionsbevægelse blandt folkekirkens medlemmer opstod dog først i århundredets sidste årtier.
Det Danske Missionsselskab udsendte sine første missionærer til Indien i 1863, og få år senere var Santalmissionen med til at skabe opmærksomhed om mission i store dele af befolkningen. Det førte til dannelsen af en række andre organisationer fra slutningen af 1800-tallet og de første år af 1900-tallet, hvoraf Sudanmissionen blev den mest indflydelsesrige.
Hovedmålet for dansk mission har bl.a. været Nigeria og Tanzania i Afrika samt Indien og Kina i Asien. Lige under 280 medarbejdere er (2017) udsendt af danske missionsselskaber.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.