Leonhard Hutter, jan. 1563-23.10.1616, tysk luthersk teolog, fra 1596 professor i Wittenberg. Han er en vigtig repræsentant for den tidlige lutherske ortodoksi, der stod fast på Konkordieformelen, men endnu ikke udviklede en ny skolastik på grundlag af Aristoteles. Hutter nød stor anseelse, og især hans Compendium locorum theologicorum (1610, Sammendrag af de teologiske hovedlærdomme) fik stor indflydelse gennem talrige oplag i næsten to århundreder.