Anfægtelse, en følelse af dyb tvivl, der griber et menneske, når det gør erfaringer, som omvælter dets livssyn eller trosoverbevisning; derfor er anfægtelse ofte af religiøs art. Begrebet bruges også på det personlige plan, hvor et menneske kan komme i tvivl om meningen med sit liv.

I kristen forstand opstår anfægtelse som følge af en ufattelig fremfærd fra Guds side, hvorfor man føler, at Gud har forladt én, eller at Gud er skjult, vred eller død. Fristelse er et andet ord for anfægtelse, fx i den sjette bøn i Fadervor, "Led os ikke i fristelse". Bibelske eksempler på, at anfægtelse kun kan overvindes ved troens hjælp, er Abraham (1.Mos. 22,1-19) og Jesus (Matth. 26,36-46 og 27,46). Det hører til de centrale teologiske begreber hos bl.a. Luther og Kierkegaard.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig