Bekendelse, i kristen sammenhæng brugt dels om syndsbekendelse, dels om trosbekendelse; bekendelse kan aflægges individuelt såvel som kollektivt. Ordet bekendelse (trosbekendelse) bruges om den forpligtende sammenfatning af et kirkesamfunds tro; et andet ord herfor er symbol. Sådanne bekendelser eller symboler kan have gudstjenstlig funktion, særlig ved dåben. Videnskabeligt behandles symbolerne under den teologiske disciplin symbolik, dvs. læren om og fortolkningen af bekendelser og bekendelsesskrifter.

Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter er de fælleskirkelige: den apostolske trosbekendelse, den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse og den athanasianske trosbekendelse samt de to lutherske: Den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille katekismus. Se også trosbekendelser.

Bekendelse som litterær genre

Som litterær genre er bekendelse grundlagt af kirkefaderen Augustin (354-430) med hans Confessiones (da. Bekendelser, 1881, 1952, 1988), en religiøs selvbiografi om hans syndefulde ungdom før omvendelsen til kristendommen. Bogen blev forbillede for religiøse bekendelser, men genren fik også andre forgreninger. J.J. Rousseau gav den en ny og verdslig fortolkning i sine posthumt udgivne Confessions (1782/89, da. Bekendelser, 1798, 1948). Her er bekendelsens genstand ikke synden, men følelsen. Værket former sig som en studie i det menneskelige følelsesliv med forfatteren selv som eksempel. I 1900-t. bliver bekendelsen især identisk med en åbenhjertig, filosofisk reflekterende skildring af forfatterens erotiske liv som hos Henry Miller og Anaïs Nin. Genren tæller også lyriske trosbekendelser som Johannes Jørgensens digtsamling Bekendelse (1894) om hans vej til katolicismen. En modernistisk bekendelse om tro og håb, udtalt under indtryk af 2. Verdenskrig, er Erik Knudsens digt "Credo" fra samlingen Blomsten og sværdet (1949). Se også bekendelseslitteratur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig