• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

eksistensteologi

Oprindelig forfatter BSH Seneste forfatter Redaktionen

eksistensteologi, teologisk strømning i 1900-t. inden for protestantisk kristendom. Begyndelsen kan dateres til 1922, da Rudolf Bultmann i tidsskriftet Die Christliche Welt skrev en omfattende anmeldelse af Karl Barths bog Der Römerbrief. Bultmann anerkendte Barths opgør med liberalteologien, men savnede en præcisering af kristendommens eksistentielle betydning.

Bultmann uddybede sin kritik ved at anvende eksistensbegrebet, som det er udviklet i Søren Kierkegaards teologiske forfatterskab. Denne inspiration blev grundlæggende for Bultmanns teologiske arbejde; i kombination med filosoffen Martin Heideggers eksistentialanalyser i værket Sein und Zeit (1927) førte den ham til yderligere afklaring. Resultatet viste sig på to måder i Bultmanns indsats. På historieforskningens område søgte han at forstå, hvad fortidens mennesker har tænkt og villet i deres uafklarede situation. I sit arbejde med Det Nye Testamente oversatte han, parallelt med denne bestræbelse, dets mytiske sprog til nutidig, forpligtende tale ved at skelne mellem sagt og ment i teksterne (se afmytologisering).

Eksistensteologi har fået en selvstændig dansk udformning i P.G. Lindhardts, Johannes Sløks og især K. Olesen Larsens forfatterskaber.