konfirmation, kirkelig handling, hvor unge ved overgangen til voksenalderen bekræftes i deres dåb; i Danmark indført i 1736.
Oprindelig var konfirmationen en del af dåbshandlingen, nemlig den åndsmeddelelse gennem håndspålæggelse, der fulgte efter dåben (jf. Ap.G. 8,14-16).
| Ordet konfirmation er afledt af latin confirmatio 'bekræftelse', af kon- og firmare 'fæstne'. |
I den romersk-katolske kirke er konfirmationen et sakramente (firmelse). Martin Luther afviste imidlertid konfirmationen som et sakramente, men bevarede den som en kirkelig skik; den er både bekræftelse af dåben og adgangsbetingelse for nadveren, og derfor kom overhøring i katekismen og de unges bekendelse til at spille en vigtig rolle.
I Danmark indførtes ved en forordning af Christian 6. en egentlig konfirmation i 1736, hvor man under påvirkning af pietismen ser den personlige omvendelse og bekendelse som handlingens centrale indhold.
I modsætning til denne opfattelse fremhævede N.F.S. Grundtvig konfirmationens objektive betydning som Guds besegling (bekræftelse) af dåbspagten. Først i 1909 brød man med den pietistiske opfattelse og indførte muligheden for en konfirmation som ren velsignelseshandling uden tilspørgsel eller overhøring af konfirmanderne.
Ud over den kirkelige betydning har konfirmationen i dag en vigtig funktion som familiefest ved konfirmandens overgang fra barndom til voksenalder. Se også borgerlig konfirmation.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki