• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

ortodoksi

Oprindelig forfatter JG-M Seneste forfatter Redaktionen

ortodoksi, (af gr. orthodoxia, af orthodoxos 'rettroende', af ortho- og doxa 'mening', modsat heterodoksi), rettroenhed, i kirkelig og teologisk sprogbrug et standpunkt, der er i overensstemmelse med officiel kirkelig lære.

I den protestantiske kirkehistorie er ortodoksiens tidsalder tiden fra ca. 1555 (den augsburgske religionsfred) til 1700-t.s begyndelse. I denne periode cementeredes den lutherske hhv. den reformerte opfattelse af det væsentlige i kristendommen. I de lutherske kirker blev Luther og hans skrifter autoriteten; i de reformerte blev Calvins Institutio normgivende. Lutheranere og reformerte bekrigede hinanden indbyrdes, og begge protestantiske retninger polemiserede imod den katolske kirke og imod Reformationens "venstrefløj" og dens mange udløbere (fx døberbevægelser).

Konfessionalisme er et af periodens kendetegn, og både lutherske og reformerte teologer skrev store systematiske dogmatikker, i Danmark således Jesper Brochmand. For lutheranerne blev den rette forståelse af nadveren (Kristi legemlige tilstedeværelse i brød og vin) vigtig, mens de reformerte fastholdt læren om den dobbelte prædestination. Lutheranerne og de reformerte var enige om at anse Bibelen for at være den eneste kilde til kristen tro og lære og De Ti Bud for etikkens grundpille. Det er således ikke uden grund, at tyskeren Gottfried Arnold i periodens slutning kunne anklage ortodoksien for at være bogstavtro og rethaverisk.

Politisk set var ortodoksiens teologer samfundsbevarende; de lutherske teologer sluttede op om den begyndende enevælde med henvisninger til Bibelen. I Danmark hævdede Hans Wandal i Juris regii libri sex (1663-72), at kongerne ved salvningen får guddommelige egenskaber, bliver Guds stedfortrædere, ja selv guder.

Ortodoksiens tidsalder rummer dog også den fromhedstype, som peger frem mod pietismen (Johann Arndt), og som selv tidens største dogmatikere ikke var upåvirket af. Nogle af de betydeligste protestantiske salmedigtere, Paul Gerhardt i Tyskland og Thomas Kingo i Danmark, og fx komponisten Johann Sebastian Bach og malere som Rembrandt og Frans Hals levede og virkede i perioden. I et idéhistorisk perspektiv tilhører de alle barokken.