Søren Kierkegaard har fremhævet det moralsk og religiøst tvetydige ved romantikkens fascination af det dæmoniske. I Begrebet Angest (1844), hvor han henviser til fortællingerne i Det Nye Testamente om dæmonbesættelser og Jesu dæmonuddrivelser, bestemmer han det dæmoniske som angst for det gode, dvs. som en psykologisk modstand mod det, der frelser et menneske ud af dets selvskabte ufrihed.
Kierkegaard beskriver det dæmoniske som den indesluttethed, der kommer af, at et menneske lukker af for andre og det, der udefra kunne kaste lys over dets liv. Den dæmoniske indesluttethed kan ifølge Kierkegaard ophæves gennem sproget eller kommunikationen, forstået som det at kunne meddele sig.
Da det dæmonisk indesluttede menneske samtidig er berørt af det gode, som det værger sig imod, har det to viljer: En stærkere, der vil indesluttetheden, og en svagere, der vil kommunikationen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.