Kristendommens absoluthed er et udtryk, der kan føres tilbage til den tyske idealisme omkring 1800. Det er først og fremmest G.W.F. Hegel, der betegner kristendommen som den absolutte religion, hvilket for ham betyder, at den er udtryk for verdensåndens dialektiske bevægelse mod den højeste selvindsigt. Den religiøse forestilling om, at Gud gennem Kristus kommer mennesket i møde, forstår Hegel således som ophævelsen af modsætningen mellem det uendelige og det endelige.
kristendommens absoluthed
Fra teologi til religionsvidenskab
Tiden efter Hegel var præget af en gryende historisme og relativisme, og i lyset heraf anfægtede den protestantiske teolog Ernst Troeltsch Hegels bestemmelse af kristendommen som udtryk for en objektiv ånd. Dog fastholdt Troeltsch begrebet om kristendommens absoluthed som en indre selvforståelse.
Den sammenlignende religionsvidenskab, der tog sin spæde begyndelse i slutningen af 1800-tallet, underminerede yderligere forestillingen om kristendommens absoluthed ved at sammenligne den med andre såvel fortidige som nutidige religioner. Den herskende opfattelse af kristendommen som den højest udviklede form for religion blev dermed anfægtet og ligestillet med forestillingen om den vestlige kulturs dominans i verden.
Teologiske udlægninger
Den dialektiske teologis alternative forsøg på at forstå kristendommen som ikke-religion blandt religionerne har ikke vundet genklang i den sammenlignende religionsforskning, da disse teologers henvisning til forkyndelsen af en aboslut sandhed netop betragtes som et karakteristisk træk ved religion.
Der findes også i vor tid en pluralistisk religionsteologi, der benægter den kirkelige forkyndelse af Kristus som eneste vej til frelse.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.