religionsfilosofi

Som religionsvidenskabelig disciplin beskæftiger religionsfilosofien sig med forståelsen af religion som et samfundsfænomen ud fra forskellige filosofiske grundanskuelser. Der fokuseres gerne på religiøse udsagn og rituel praksis i relation til det øvrige samfundsliv. Spørgsmålet om, hvad begrebet tro betyder for forståelsen af forskellige religioner, har i det 21. århundrede indtaget en fremtrædende plads i religionsfilosofien.

Som filosofisk disciplin beskæftiger religionsfilosofien sig med religion som et delområde af filosofiens samlede emnefelt.

Et moderne verdensbillede, som i stigende grad blev præget af naturvidenskaberne, var med til at udfordre kirkens autoritet og en religiøs selvforståelse blandt almindelige borgere. Desuden begyndte toneangivende filosoffer i en vestlig kulturkreds at vende sig bort fra en refleksion over Gudsbegrebet og Gudtroen til en refleksion over religion som fænomen.

I det store hele formåede de abrahamitiske religioner (jødedom, kristendom, islam) ikke længere at diktere rammerne for en filosofisk tænkning. Det betød, at filosofien blev fri til at betragte religion som et fænomen på lige fod med andre fænomener.

I Holland var det i særlig grad Baruch Spinoza, der udfordrede samtidens religionsforståelse ved at identificere Gud med naturen. Argumentet var, at hvis Gud er uendelig, kan der ikke være noget, der grænser op til 'ham', og derfor er Gud ikke forskellig fra den altomfattende natur.

I Skotland gjorde David Hume sig gældende med et principielt angreb på begreber, der ikke svarede til sanseindtryk. Da det ikke er muligt at sanse Gud, kan det ifølge Hume ikke hævdes, at 'han' eksisterer.

I 1800-tallets Europa var især tyske filosoffer optaget af at bestemme religionens betydning. Immanuel Kant rejste spørgsmålene om fornuftens grænser i forhold til troen og om religionens betydning inden for fornuftens egne grænser. I århundredets begyndelse hævdede Friedrich Schleiermacher, at religionen først fremmest handlede om menneskets forhold til noget absolut og transcendent, og at dette forhold ikke lod sig reducere til hverken metafysik eller moral.

I samme århundrede forsøgte G.W.F. Hegel at vise, hvorledes filosofien kunne formidle religiøse forestillingers tanke-indhold på en sådan måde, at det blev muligt at ophæve en uholdbar skelnen mellem transcendens og immanens. Hermed åbnede han for den moderne religionskritik, som særligt blev udfoldet af Ludwig Feuerbach, Karl Marx og Friedrich Nietzsche. Kritikken gik på, at Gud ikke var andet end en projektion af menneskets egne idealforestillinger. Ved således at underkaste sig en magt uden for verden, undertrykte mennesket sine egne udfoldelsesmuligheder.

I modsætning hertil fremhævede Søren Kierkegaard, at det kristeligt-religiøse netop drejer sig om det, vi mennesker ikke kan forestille os ud fra os selv. Han betragtede troen som en eksistentiel lidenskab, der giver menneskelivet dybde, eftersom den enkelte persons tilværelse sættes i forhold til noget andet og mere end sig selv. I den forbindelse er det også værd at nævne den tyske filosof og teolog Michael Theunissen, som i et opgør med et klassisk-filosofisk subjektivitetsbegreb har kombineret tænkningen hos Hegel og Kierkegaard. Bevidstheden om, at det religiøse har at gøre med menneskelige grundvilkår, som unddrager sig vores egen magt, er en opfattelse, der i 1900-tallet er blevet videreført af K.E. Løgstrup.

I en amerikansk kontekst bør filosoffen og religionspsykologen William James nævnes for sin pragmatisk-filosofiske bestemmelse af de religiøse erfaringers betydning. I en britisk kontekst er det i særdeleshed Ludwig Wittgenstein, der har haft betydning for en pragmatisk religionsforståelse med sine begreber om sprogspil og livsform. Her anskues religiøse udsagn ikke ud fra et spørgsmål om referentialitet, men ud fra situationsbestemte måder at bruge sproget på. En filosof, der har været særligt influeret af Wittgenstein er D.Z. Phillips, og herhjemme har teologen Jens Glebe-Møller præsenteret Wittgentsteins tænkning i relation til forståelsen af religion.

En særlig teologi-filosofisk tradition, der ikke mindst trives i en angelsaksisk kontekst, er thomismen, der, som betegnelsen angiver, har rod i tænkningen hos Thomas Aquinas. Her forsvares de klassiske gudsbeviser i en revideret form ud fra spørgsmålet om, hvilke sproglige kriterier der gør det meningsfuldt at referere til en transcendent Gud.

En beslægtet, erkendelsesteoretisk form for religionsfilosofisk tænkning kommer til udtryk i en amerikansk kontekst hos de såkaldte reformed epistemoloigts (reformerte epistemologer), med Alvin Plantinga og Nicholas Wolterstorff som hovednavne. I en britisk sammenhæng er Antony Flew, Richard Swinburne og Janet Soskice optaget af tilsvarende problemstillinger, og særlig kendt er angiveligt den britisk-amerikanske religionsfilosof John Hick.

I en amerikansk-canadisk kontekst finder vi en form for religionsfilosofi, der i modsætning til de teologiske filosoffer nævnt ovenfor arbejder inden for religionsvidenskabens faghorisont. Her hentes der specielt inspiration hos filosoffen Donald Davidsons teori om sproglig mening. For forskellige filosofisk orienterede forskere udgør en analyse af religiøse udsagns kognitive indhold således et fælles omdrejningspunkt.

En sammenlignelig tilgang findes hos den svenske religionsfilosof Anders Jeffner, der fokuserer på forskellen mellem performativitet (hvordan sproget bruges) og referentialitet (hvad udsagn refererer til). Spørgsmålet om, hvori religiøse udsagns meningsgivende dimension består, er gennemgående et af de vigtigste temaer religionsfilosofien og genstand for fortsat diskussion.