Religiøst sprog er det sprog, som en given religion formulerer sig igennem. Det har visse fællestræk på tværs af forskellige religioner. Fx kan troen på, hvad der er sandt, ikke afprøves på noget uden for det religiøse sprog selv. Det er således ikke det individuelle forhold til en religiøs sandhed, men det sproglige udtryk for dette forhold, der definerer forestillingens indhold.
religiøst sprog
De abrahamitiske religioner
I de abrahamitiske religioner, dvs. kristendom, islam og jødedom, er det religiøse sprog funderet i de hellige skrifter: Bibelen, Koranen og Torahen. Religiøst sprog kommer særligt til udtryk ved gudstjenesterne i den kristne kirke og den jødiske synagoge, samt i den muslimske fredagsbøn.
Bønsforskrifter er i det hele taget et af de mest traditionsbevarende elementer ved det religiøse sprog, lige fra fællesbønnen i kirken til bordbønnen hjemme i familien. I en kristen kontekst er trosbekendelsen i form af fadervor et andet konkret udtryk for religiøs sprogbrug.
Den æstetiske dimension
I salmesangen kommer den poetiske og musikalske dimension af det religiøse sprog særligt til udtryk og viser dermed en vigtig forbindelse til digtekunsten. Et andet eksempel på det religiøse sprogs æstetiske dimension er liturgien, hvor bl.a. den messende fremførelse har en vigtig plads i katolsk og ortodoks gudstjeneste. Ligeledes anvendes en særlig melodisk teknik ved recitationen af koranens kapitler (suraer) og passager fra torahen i henholdsvis muslimsk og jødisk kontekst.
Filosofien og det religiøse sprog
Siden det 20. århundrede har religionsfilosofien været optaget af det religiøse sprogs særpræg. Man taler i filosofihistorien om den sproglige vending (the linguistic turn), hvilket betyder, at det er den menneskelige erkendelses forankring i sproget, der spiller en afgørende rolle. Det betyder også, at det religiøse sprog undersøges med henblik på dets meningsgivende karakter.
Spørgsmålet er fx om religiøse udsagn skal forstås på lige fod med andre udsagn, eller om der ligger særlige, underliggende sprogregler til grund for talens om Guds eksistens, om jomfrufødsel, opstandelse osv. Kristne begreber om synd, nåde, tilgivelse osv. skal også ses inden for en mere omfattende ramme af fortælling og forkyndelse.
Inden for en positivistisk tradition har man afvist religiøse udsagn som nonsens, fordi de ikke kan afprøves på samme måde, som vi normalt afprøver udsagns gyldighed. Andre, herunder den østriske filosof Ludwig Wittgenstein, har pointeret, at religiøse udsagns mening afhænger af det lys, de kaster over den troendes liv.
Religiøse udsagn består i praksis af talehandlinger. Det kunne fx være præsten, der foretager en dåbshandling i og med, at hun siger: "Jeg døber dig i faderens, sønnens og helligåndens navn". Sætningen udsiger ikke noget om verden, men griber ind i den.
Det religiøse sprog efter religionskritikken
I en protestantisk sammenhæng har 1800-tallets religionskritik gjort indtryk. Mange præster og teologer foretrækker derfor at tale indirekte om Gud gennem poetiske metaforer og symboler. Man taler i den forbindelse om metaforisk teologi. I dansk sammenhæng har Johannes Sløk fremhævet den mytiske fortælling og de religiøse begrebers betydning ved livets højtider eller kriser. K.E. Løgstrup har ligesom den tysk-amerikanske teolog Paul Tillich tillagt de religiøse symboler en central betydning.
En moderne fransk religionsfilosofi, Jean-Luc Nancy, har påpeget, at selvom en kristen metafysik overordnet set har afviklet sig selv, så lever Gudsbegrebet fortsat og trækker en betydning med sig, som peger ud over verden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.