autodafé

Autodafé, i middelalderen den prædiken, der holdtes i forbindelse med Inkvisitionens domsafsigelser. Senere kom autodafé til at betegne ceremonien i forbindelse med domsafsigelsen; i moderne sprogbrug er en autodafé oftest en bogbrænding.

Autodafé havde propagandafunktion og kan sammenlignes med politiske skueprocesser i 1900-t. I Spanien blev der på byens torv rejst en scene med siddepladser til honoratiores og delinkventer. De anklagede førtes til stedet under en højtidelig procession, hvor man af tegnene på deres bemalede dragter, sambenitos, kunne se, hvilken straf de skulle lide.

Autodaféen blev indledt med en oplæsning af den verdslige myndigheds troskabsed til Inkvisitionen, som besvaredes med et rungende ja af den tusindtallige tilhørerskare. Lød domsafsigelsen på dødsdom, blev de dømte overgivet til den verdslige øvrighed og ført til brændingspladsen.

Autodaféer blev praktiseret indtil ca. 1800, men efterhånden blev det meget sjældent, at de endte med henrettelser. Den sidste kætterbrænding fandt sted i Cuenca år 1802; den anklagede, Isabel María Herraiz, havde udgivet sig for helgeninde, men hun var død i fængslet og blev derfor brændt in effigie, dvs. symbolsk.