• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

beginer

Oprindelig forfatter Bohn Seneste forfatter Redaktionen

beginer, kvinder tilhørende en katolsk fromhedsbevægelse, der havde sit udspring i de vallonske dele af Nederlandene og Rhinlandet sidst i 1100-t.; frem til ca. 1500 spillede den en betydelig rolle over det meste af Vesteuropa. Mange kvinder, fortrinsvis enker og ugifte fra alle samfundslag, søgte her et alternativ til det bundne liv som gift kvinde og det ikke mindre bundne liv som nonne.

Ordet beginer kommer af fransk béguine, vistnok af bégard 'tigger'.

Beginerne boede i løst organiserede, religiøse samfund i hver sit lille hus, Begijnhof, holdt fælles gudstjenester og efterlevede uden et egentligt klosterløfte kravet om beskedenhed i livsførelse. De helligede sig håndværk, sygepleje og undervisning af børn. I 1200-t. var beginerne særlig estimeret af mange gejstlige, der søgte åndelige samtalepartnere uden for den etablerede kirke. Hos beginerne vandt teologi, der var præget af kristen mystik, særlig genklang, og de nærede også sympati for de spirituelle franciskaneres fattigdomsideal; i 1300-t. måtte beginerne derfor udstå mange prøvelser under inkvisitionens forfølgelser.