Gode gerninger er en teologisk betegnelse for gerninger, der er i overensstemmelse med Guds krav til mennesket. Ifølge Det Nye Testamente kendes kristne på deres gode gerninger (Matth. 5,16; 1.Petersbrev 2,12), og Gud vil dømme efter gerninger på den yderste dag (2.Kor. 5,10). Men samtidig slås det fast, at mennesket frelses ved tro, ikke ved gerninger (Rom. 4,5; 11,6).

Faktaboks

Også kendt som

fortjenester

Hvordan tanken om frelse ved tro (af nåde) skal forenes med forestillingen om, at menneskets fortjenester og gerninger lægges til grund for Guds dom, er et spørgsmål, der har affødt megen strid gennem den vesterlandske kirkehistorie. I senmiddelalderen var menneskets egen fortjenstfuldhed blevet betonet i en sådan grad, at der ifølge Luther opstod tvivl om betydningen af Kristi frelsesgerning (se aflad). Heroverfor hævdede Luther radikalt, at der kristeligt set kun findes én god gerning: troen på Kristus. Denne tro, som ikke er en præstation, men en Guds gave, befrier mennesket fra at skulle frelse sig selv, så det kan stille hele sit liv og alle sine gerninger i medmenneskets (næstens) tjeneste.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig