Hedenskab, traditionel kristen betegnelse for al gudsdyrkelse eller religion uden for kristendommen, jødedommen og islam og for samfund, som ikke tilhører en af disse store skriftreligioner. I Paulus' brev til Galaterne (2, 7-9) skelnes mellem kristen mission for jøder og for hedninge, og i analogi hermed har man senere skelnet mellem islam og hedenskab. Denne gamle skelnen er siden fastholdt, og hedenskab følgelig forstået som tilhørsforhold til religioner uden for de tre nævnte.