Kloster (Jomfruklostre), Efter udenlandsk forbillede og helt uden sammenhæng med egentligt klostervæsen blev en række jomfruklostre eller frøkenklostre oprettet i Danmark efter 1660. Der er tale om stiftelser med friboliger for ugifte døtre og undertiden for enker af adelstanden eller de højere rangklasser. Af adelige jomfruklostre kan nævnes Roskilde (1699), Odense (1717), Vemmetofte (1735) og Vallø (1737) samt Preetz og Itzehoe i Holsten.