Augustin Bea, 1881-1968, tysk jesuit. Han var 1930-49 professor i Gamle Testamente ved Det Pavelige Bibelinstitut i Rom og blev i 1959 kardinal. I 1960-68 var han præsident for Sekretariatet til Fremme af Kristen Enhed; i denne egenskab var Bea under det 2. Vatikankoncilium (1962-65) ansvarlig for udarbejdelsen af dokumenterne om den katolske kirkes forhold til ikke-kristne religioner og om religionsfrihed. Hans indflydelse gjorde sig især gældende ved formuleringen af den dogmatiske erklæring Om guddommelig åbenbaring.