• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Miguel de Molinos

Oprindelig forfatter LON Seneste forfatter Redaktionen

Miguel de Molinos, 1628-1696, spansk præst, der nød stor anseelse som sjælesørger i Rom. I hans hovedværk, Guida spirituale (1675, Åndelig fører), angives, hvorledes sjælen opnår indre fred med Gud gennem ordløs bøn og tilsidesættelse af egne ønsker og begær. I 1686 blev Molinos arresteret af inkvisitionen og anklaget for ringeagt for kirken og dens sakramenter. Anklagerne var baseret på Molinos' omfattende korrespondance. Året efter afsvor Molinos sin påståede kvietisme, men blev dømt til livsvarigt fængsel. Åndshistorisk stod Molinos i gæld til Teresa de Jesus og Juan de la Cruz, mens senere kvietister og tyske pietister lod sig inspirere af hans værk.