En syllabus er i katolsk teologi en opregning af teologiske standpunkter, der fordømmes.

Faktaboks

Etymologi

Ordet betyder på nylatin 'resumé, kompendium'; det er oprindelig en misforstået gengivelse af græsk sittyba 'pergamentseddel, hængemærke med bogtitel'.

Ordet anvendes særligt om Pius 9.s Syllabus, som var et tillæg til hans encyklika Quanta cura (1864). Syllabus bestod af 80 tematisk ordnede udsagn, som sammenfattede filosofiske, moralske, politiske og religiøse standpunkter, der var blevet fordømt i tidlige udtalelser af Pius 9. Syllabus vakte furore og blev af mange opfattet som en krigserklæring mod tidens sociale, politiske og videnskabelige fremskridt, hvilket de korte sammenfatninger og den negative form (fordømmelser) også lagde op til.

Andre så Syllabus som en klar, modig og nødvendig afstandtagen til tidens overdrevne videnskabs- og fremskridtstro. De tilgrundliggende dokumenter, som de 80 udsagn i Syllabus bygger på, er selvsagt mere præcise og nuancerede. I det perspektiv var Syllabus er foræring til tidens antikatolske kræfter, der fik alle deres fordomme bekræftet i kort og pædagogisk form.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig