Carna, (muligvis afledt af carn- 'kød'), romersk gudinde, som beskytter de menneskelige indvolde. På hendes festdag i juni ofrede og spiste romerne en særlig bønneret, som skulle sikre sundheden. Ifølge Ovids digt Fasti har guden Janus overladt det til Carna at skærme huset med hvidtjørn mod de fugleagtige vampyrer striges, der spiser indvoldene, og at våge over døren, specielt dørhængslet cardo (kardinal). I senantikke kristne kilder optræder en særlig gudinde, Cardea, i denne funktion, men dette navn kan meget vel skyldes en misforståelse.