Lupercalia, (lat., afledn. af gudenavnet Lupercus, måske afledt af lupus 'ulv'), urgammel romersk hyrdefest, afholdt 15/2, hvorunder to unge mænd, luperci, ofrede geder ved Lupercal, det sted, hvor ulvinden (lat. lupa) havde ammet Romulus og Remus. Herfra løb de rundt om Palatinerhøjen og tildelte de kvindelige tilskuere frugtbargørende slag med strimler af ofrenes skind. Festen, der først blev forbudt i 494 e.Kr., har mange træk, som ikke er tilfredsstillende forklaret. Se romerske fester.