Overflødighedshorn, (lat. cornucopiae), dyrehorn, hvorudaf der vælder frugter og drueklaser; et urgammelt symbol på velstand og materiel lykke. I oldtidens græske og romerske kultur brugtes det som attribut til flodguder og til gudinderne Concordia, Fortuna og Isis. I nutiden fremstilles overflødighedshorn almindeligvis af kransekageringe; fyldt med forskellig konfekture bruges de ved bryllupper og andre festlige lejligheder. Overflødighedshornet er sammen med kringlen bagerlavets symbol.