Kontrolånd, fænomen ved spiritistiske seancer; en fremmed personlighed, sædvanligvis præsenteret som ånden efter en afdød person, der overtager mediets bevidsthed, styrer mediets bevægelser og/eller forvrænger dets stemme. En kontrolånd følger gerne det samme medium i årevis, og dens vigtigste opgave er at formidle kontakt til andre afdøde i åndeverdenen. Se spiritisme.