I hertugen af Berrys tidebog, udført af brødrene Limbourg i begyndelsen af 1400-t., findes dette bogmaleri af melothesia, forbindelsen mellem dyrekredsens tegn og den menneskelige krop. De latinske tekster i hjørnerne inddeler tegnene efter de fire temperamenter: kolerisk, melankolsk, munter, flegmatisk. Tidebogen ejes af Musée Condé, Chantilly.

.

Astrologi er den opfattelse, at himmellegemerne Månen, Solen, planeterne og fiksstjernerne har en indflydelse på livet på Jorden, og at man kan forudsige fremtiden ved hjælp af beregninger af himmellegemernes indbyrdes positioner ved hjælp af et horoskop. Inden for astrologien mener man, at Universet udgør et hele, hvori de enkelte dele indvirker på hinanden, og at himmellegemerne påvirker livet på Jorden, i særdeleshed menneskets liv.

Faktaboks

Etymologi
Ordet astrologi kommer af gæsk astro- og logi 'viden, lære'.

Historie

De tidligste sikre vidnesbyrd om astrologi findes i babyloniske kileskrifttekster fra cirka 1800 f.v.t. Der er ikke tale om astrologi i egentlig forstand, men blot om en af mange former for varselstagning. Opfattet som tegn fra guderne kunne himmellegemernes bevægelser og udseende indvarsle hungersnød, krig og andre ulykker, som angik hele samfundet, og som kongen kunne afværge med magi. I det 1. årtusinde f.v.t. nød denne form for astrologi stigende anseelse i Babylonien og Assyrien. Samtidig udviklede den astronomiske viden sig og nåede et meget højt niveau. Nye astronomiske erkendelser og begreber, bl.a. Dyrekredsen, blev inddraget, og nye former for astrologi opstod.

De ældste horoskoper, der kendes, stammer fra Babylonien ca. 400 f.v.t. De angiver planeternes positioner i fødselsøjeblikket og undertiden også ved undfangelsen, men væsentlige begreber i senere astrologisk fortolkning (såsom "huse") anvendtes ikke. De gamle og nye former for astrologi fortsatte side om side, og astrologisk varselstydning af den gamle type spredtes fra Mesopotamien til Egypten, Grækenland og Indien (400-t. f.v.t.) og herfra videre til resten af Asien. Samtidig udviklede græske lærde i det hellenistiske Egypten den nye horoskopastrologi. De udnyttede både babyloniske, egyptiske og græske elementer. Astrologi fik et helt nyt grundlag i overensstemmelse med platonisk og aristotelisk verdensanskuelse; hellenistiske filosofiske begreber som sammenhængen mellem Universet, makrokosmos, og mennesket, mikrokosmos, blev indarbejdet.

Stjernetegnenes inddeling i køn, karakterer og elementer/temperamenter

tegn køn karakter element/ temperament
Vædderen mandlig foretagsom ild/kolerisk
Tyren kvindelig fast jord/melankolsk
Tvillingerne mandlig bevægelig luft/munter
Krebsen kvindelig foretagsom vand/flegmatisk
Løven mandlig fast ild/kolerisk
Jomfruen kvindelig bevægelig jord/melankolsk
Vægten mandlig foretagsom luft/munter
Skorpionen kvindelig fast vand/flegmatisk
Skytten mandlig bevægelig ild/kolerisk
Stenbukken kvindelig foretagsom jord/melankolsk
Vandmanden mandlig fast luft/munter
Fiskene kvindelig bevægelig vand/flegmatisk

I den vestlige verden fik astrologi først betydning i hellenistisk tid, dvs. i århundrederne omkring Kristi fødsel. I de første århundreder efter Kristus blev de værker skrevet, der stadig er astrologiens grundlag. Størst betydning fik astronomen Klaudios Ptolemaios ca. 140 e.v.t., idet han samlede og systematiserede de astrologiske doktriner i Tetrabiblos.

Astrologi nåede højdepunktet af popularitet i kejsertiden. Dens status var dog omstridt allerede i oldtiden; fx latterliggjorde Cicero den, og med mellemrum blev horoskopstillere forvist fra Rom som folkeforførere. Af politiske hensyn blev det forbudt at foretage en astrologisk udregning af tidspunktet for kejserens død. Under de kristne kejsere i 300- og 400-tallet kom også religiøse hensyn til, og astrologien blev bandlyst. Kirkefædrene anså dens skæbnetro for uforenelig med læren om den frie vilje og Guds almagt. Astrologi blev dog langtfra udryddet. Hellenistisk astrologi var i 100- og 200-tallet nået til Indien, hvor den blev tilpasset samfundsforholdene og religionen og fik nye elementer tilføjet.

Europæisk astrologi fik en ny opblomstring i middelalderen ved mødet med islamiske mystikeres studier og ved fornyet kendskab til Ptolemaios' værker, der blev oversat via arabisk. I renæssancen voksede interessen yderligere; i 1400- og 1500-tallet havde mange herskere astrologer ved deres hof, og lærestole i astrologi oprettedes ved forskellige europæiske universiteter, fx ved Cambridge og Sapienza, det pavelige universitet i Rom. De profetier, som astrologen og lægen Nostradamus fremsatte i 1500-tallet, er berømte og bliver stadig diskuteret. Astrologi var dog vedvarende omstridt og under stadige angreb fra kirken; i 1586 udsendte pave Sixtus 5. en bandbulle mod astrologi. I sin mest rendyrkede form forudsatte astrologi et helt igennem mekanisk styret univers, der ingen plads levnede til Guds vilje. Ifølge andre teorier angav stjernerne kun tendenser, eller de var Guds budbringere; der blev gjort flere forsøg på at forene astrologi og teologi. Astronomer som Kopernikus, Tycho Brahe og Johannes Kepler var også astrologer, men siden 1700-tallet har astronomi og astrologi været to helt forskellige discipliner.

Teori og praksis

Skematisk kort over himmelen til brug ved opstilling af et horoskop. Planeterne, ascendenten og medium coeli indtegnes efter deres position i dyrekredsen på et givent tidspunkt, og det markeres, om de stod i aspekt til hinanden. Det har betydning hvilket køn, hvilken karakter og temperament, de tegn har, som planeterne stod i. Det indre af kortet inddeles i tolv lige store dele med udgangspunkt i ascendanten. Disse tolv såkaldte huse berører forskellige områder af hverdagslivet, fx ægteskab. Det område, et hus repræsenterer, påvirkes af de planeter og tegn, der stod i huset. I nutiden gør flere firmaer brug af sådanne kort, når nye medarbejdere skal ansættes.

De fleste moderne astrologer anvender modificerede former af Ptolemaios' principper. Særlig vigtige er Sol, Måne og (antikkens) fem planeter: Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn. De "nye" planeter, Uranus, Neptun og Pluto, er blevet inddraget, efterhånden som de er blevet opdaget.

Astrologien hviler på den grundantagelse, at himmellegemerne påvirker livet på Jorden ved deres formodede fysiske og symbolske egenskaber. Deres indflydelse afhænger desuden af deres stilling på himlen i forhold til hinanden, set fra Jorden. Det har særlig betydning, om de står i aspekt til hinanden, dvs. i bestemte vinkelforhold. Sol, Måne og planeterne befinder sig altid i Dyrekredsen. Den inddeles i tolv lige store dele eller tegn. Hvert tegn har særlig forbindelse med en del af menneskets krop, fx det første tegn Vædderen med hovedet og det tolvte tegn Fiskene med fødderne. De tolv tegn inddeles desuden i forskellige grupper, der forbindes med jordiske fænomener og menneskelige egenskaber, fx med de fire elementer: jord, ild, luft og vand; med karaktertrækkene eller kvaliteterne: foretagsomhed, fasthed, bevægelighed; med modpoler som mandlig-kvindelig, dag-nat, varm-kold osv. Tegn og dele af Dyrekredsen er desuden knyttet sammen med de forskellige planeter, fx har planeterne dag- og nathuse, hvor deres indflydelse er særlig stor og gunstig. Disse tegn, som planeterne siges at beherske, modsvares af de tegn, der står direkte overfor i Dyrekredsen; dér er planeternes indflydelse svækket eller negativ.

Dyrekredsen er en abstrakt konstruktion: De stjernebilleder, som tegnene er opkaldt efter, dækker ikke lige store områder på himlen, og pga. jordaksens præcession, dvs. gradvise fremrykken, svarer tegnene ikke længere til de områder på himlen, hvor stjernebillederne nu befinder sig. Dyrekredsen har i dag en rent symbolsk betydning. Planeternes karakter er til dels bestemt af de myter, der knytter sig til deres græske navne, men ligesom Dyrekredsens tegn er planeterne blevet forbundet med forskellige menneskelige egenskaber og jordiske fænomener.

Den mest kendte form for astrologi er fødselsastrologien, som ud fra stjernernes position i fødselsøjeblikket søger at aflæse et menneskes skæbne. Til det formål opstilles et horoskop, dvs. et kort over himlen, som den så ud i fødselsøjeblikket på fødselsstedet. Jorden er centrum; rundt om indtegnes Dyrekredsens tolv lige store afsnit. Først findes ascendenten, det punkt på Dyrekredsen, der stod op i den østlige horisont i fødselsøjeblikket. Med dette som udgangspunkt inddeles Dyrekredsen mod øst i tolv lige store dele, de såkaldte huse: liv, lykke og rigdom, slægt, hjemmet, børn, tjenere og sundhed, ægteskab, død, intellekt, ambitioner, venskab, fjendskab. Dernæst udregnes Solens, Månens og planeternes positioner. Horoskopet tolkes ud fra det tegn, Solen står i (personens stjernetegn), og ascendentens tegn, derefter Solens, Månens og planeternes positioner i husene, deres indbyrdes afstande i aspekt til hinanden eller til ascendenten eller til medium coeli (det punkt i Dyrekredsen, der stod i zenit i fødselsøjeblikket). Et utal af tolkningsmuligheder vil byde sig til, og vægtningen er op til den enkelte astrologs dømmekraft. Astrologi kan også have andre formål, fx at besvare konkrete spørgsmål eller fastslå velegnede tidspunkter for bestemte handlinger; principperne er da de samme, som anvendes ved fødselsastrologi.

Astrologi i dag

I 1900-tallet blev astrologi igen genstand for stor folkelig interesse. Der er delte meninger blandt astrologer om dens status og funktion; for nogle er den et redskab til selverkendelse, mens andre vil hævde, at der er tale om en objektiv videnskab. Den sidste kategori af moderne astrologer henviser til mere eller mindre korrekte statistiske analyser og videnskabelige undersøgelser af mulige forbindelser mellem himmelske og jordiske fænomener, fx mellem solpletter og ulykkestilfælde.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig