parapsykologi

Den videnskabelige forskning på området begyndte i 1800-tallets slutning. I 1882 dannedes Society for Psychical Research i London, og lignende selskaber opstod de følgende år i USA og flere europæiske lande; det danske Selskab for Psykisk Forskning oprettedes i 1905 og eksisterer stadig. Disse selskaber opstod i kølvandet på tidens interesse for spiritisme. Adskillige af datidens forskere var da også ivrige spiritister, fx F.W.H. Myers, fysikeren sir Oliver Lodge og psykologen William James. Den første psykiske forsker, der antog, at fænomenerne var udslag af menneskets egen hjerne, var den franske fysiolog Charles Richet, der af mange anses for parapsykologiens fader. Det betydeligste pionerarbejde fandt sted i 1930-1965 på Duke University i North Carolina, USA, ledet af amerikaneren Joseph Banks Rhine, der bl.a. indførte betegnelserne ESP, PK og parapsykologi. Ud over Storbritannien og USA har især Holland og Tyskland været førende på området, men betydelig forskning er også udgået fra Østeuropa og Indien. Flere universiteter har oprettet professorater i parapsykologi, i Europa bl.a. Utrecht og Edinburgh.

Psi-fænomener, der af natur er mest tilbøjelige til at forekomme spontant, er vanskelige at studere videnskabeligt. Forskningen er faldet inden for følgende tre hovedmetoder: 1) indsamling og undersøgelse af spontane hændelser i hverdagen; 2) seance- eller laboratorie-aftestning af medier eller andre personer med påståede psykiske evner; 3) statistiske laboratorieeksperimenter. Perioden indtil midten af 1920'erne domineredes af metode 1 og 2. Der indsamledes så mange troværdige øjenvidneberetninger og udførtes så mange succesfulde, kontrollerede seancer med psykisk begavede personer, at selv kritiske forskere blev overbevist om psi-fænomenernes eksistens.

Fra ca. 1930 påbegyndte J.B. Rhine sine statistiske eksperimenter, der fik stor indflydelse på al senere psykisk forskning. Til sine forsøg med ESP anvendte han de såkaldte Zener-kort eller ESP-kort, hvor hvert kort på billedsiden har et af fem klart forskellige motiver: en cirkel, et kors, en firkant, tre bølgelinjer eller en stjerne. Efterhånden som kortene blev vendt, skulle forsøgspersonen gætte kortets symbol. Hermed søgte Rhine at teste telepati eller clairvoyance, alt efter om forsøgslederen så kortet inden forsøgspersonens gæt, eller prækognition, hvis forsøgspersonen gættede kortet, inden det blev vendt. Resultaterne blev vurderet statistisk i forhold til chancen for at opnå samme resultat ved tilfældigheder. Rhine opnåede i sine mere end 100.000 forsøg så imponerende resultater, at tilfældigheder praktisk taget kunne udelukkes, og hans lille afhandling Extra-Sensory Perception (1934) gav anledning til en voldsom debat. Kritikere påpegede en mængde mere eller mindre relevante faktorer, der kunne spille ind på resultaterne. I takt hermed forbedrede Rhine løbende sine forsøg, men vedblev at opnå positive resultater, om end ikke så overbevisende som i de tidlige forsøgsrækker.

PK testedes af Rhine ved, at han lod forsøgspersonerne forsøge at påvirke udfaldet af et par faldende terninger, og resultaterne var lige så signifikante som for ESP. I 1960'erne og 1970'erne fremstod en række særlig PK-begavede personer, fx Uri Geller. Makro-PK-undersøgelser, hvor statistisk evaluering ikke er nødvendig, foretoges af disse personer, men også disse forsøg er blevet stærkt kritiseret for manglende kontrolforanstaltninger.

I 1960'erne begyndte parapsykologer, inspireret af psykologien, at undersøge, om psi-evnerne blev påvirket af andre faktorer, fx tid, distance, humør, ændret bevidsthedstilstand og troen på psi. Forsøgspersonerne skulle ikke længere foretage endeløse rækker af gæt, men fx lave tegninger eller tale frit om alt, hvad der faldt dem ind, mens en anden person forsøgte telepatisk at overføre billeder til dem. Særlig kendt er eksperimenterne med remote viewing, hvor en modtageperson skal forsøge at "se" de omgivelser, sendepersonen befinder sig i. Det syntes at have en gavnlig virkning, hvis personen var i en tilstand af drømmesøvn, meditation, hypnose eller narkotisk påvirkning. Positive resultater blev navnlig rapporteret med Ganzfeld-teknikken, der går ud på at eliminere påvirkning af de øvrige sanser: klapper for øjnene, høretelefoner med "hvid støj" osv.

Parapsykologien har svært ved at blive accepteret som seriøs videnskab. Ganske vist gav Rhines metodik den psykiske forskning et betydeligt løft i den rigtige retning, men flere faktorer dæmper yderligere fremgang. Den største hindring er, at de succesfulde forsøg kun sjældent lader sig efterprøve af andre forskere med samme resultat. En anden årsag er, at psi-fænomener, hvis de eksisterer, ikke kan forklares; der er fremsat fantasifulde teorier om diverse strålingsformer, partikler, felter, kræfter, vibrationer osv., men ingen kan siges at være hverken fyldestgørende eller plausible. Ligeledes kan konsekvensen af psi være svær at acceptere; hvis prækognition eksisterer, må dele af fremtiden være tilgængelig for nutiden, hvilket vælter hele vort kendte verdensbillede. En tredje årsag til manglen på videnskabelig accept er de seneste årtiers mangel på resultater; enkelte grundige forskere har aldrig opnået succesfulde resultater, og flere seriøse parapsykologer er begyndt at betvivle psi-fænomenernes eksistens. I takt hermed er de økonomiske bevillinger begyndt at svigte, og på trods af at de mange forsøg tydeligt viser, at noget andet end tilfældigheder må spille ind, er der lang vej endnu, før de parapsykologiske fænomener kan accepteres videnskabeligt.