Det Pavelige Råd for de Kristnes Enhed blev oprettet 1960 af pave Johannes 23. som Sekretariat for de Kristnes Enhed til varetagelse af den romerskkatolske kirkes kontakter med andre kristne kirker. Under ledelse af den tyske kardinal Augustin Bea blev sekretariatet et vigtigt instrument for den katolske kirkes tilnærmelse til andre kirkesamfund under og efter 2. Vatikankoncil. I 1988 fik det status af råd. I 1900-tallets sidste årtier var det arnested for en katolsk økumenisk teologi, der imidlertid pga. rådets afhængighed af den øvrige kurie er forblevet uden gennemslagskraft.