De religiøse forhold afspejler Canadas fortid under først fransk, siden britisk styre med deraf følgende mission blandt oprindelige folk og tilflyttere, men er tillige en følge af naboskabet med USA og den store indvandring fra især Europa. Katolicismen spillede en dominerende rolle indtil Englands magtovertagelse i 1763. Skønt Church of England blev statsreligion, var der religionsfrihed (dog ikke uindskrænket), og katolicismen fik officiel status som den fransktalende befolknings religion. Med det moderne Canadas dannelse i 1867 blev staten religionsneutral med fuld religionsfrihed for alle trossamfund, herunder en række amerikanskprægede reformert-puritansk protestantiske.

I dag er Canada som de fleste urbaniserede og industrialiserede lande religiøst pluralistisk og fremskredent sekulariseret. Skønt den store samfundsforandring siden 1945 har haft betragtelig virkning på de religiøse samfund, udviser den officielle statistik fra 1991 dog en høj grad af religiøs stabilitet og kontinuitet.

Trostilhørsforhold i Canada (i procent, 1991)

Religion Procentdel
katolikker 45,7 procent
romerskkatolsk 45,2 procent
ukrainsk-katolsk 0,5 procent
protestanter 36,2 procent
United Church metodister, kongregationalister mv. 11,5 procent
anglikanere 8,1 procent
presbyterianere 2,4 procent
lutheranere 2,4 procent
baptister 2,5 procent
pinsebevægelsen 1,7 procent
øvrige protestanter 7,6 procent
ortodokse kristne 1,5 procent
jøder 1,2 procent
andre religioner: Islam, hinduisme, buddhisme og nogle mindre orientalske grupper (sikher, jainaer, bahaier, shintoister mfl.) 2,8 procent
traditionelle oprindelige religioner og nye religioner 0,2 procent
"uden religion" 12,4 procent
Kilde: Canada Year Book

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig