kurdisk, nordvestiransk sprog, der skønsmæssigt tales af ca. 16 mio. i kurdiske dele af Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien, af mindre grupper i Kaukasus samt af immigranter i Vesteuropa. Kun i Irak er det officielt sprog (fra 2005). Kurdisk omfatter mere end ti dialekter og inddeles i tre hoveddialekter:
Nordkurdisk eller kurmanji, der omfatter dialekterne buhtani, hakkari og bayazidi, tales i det nordlige og vestlige Kurdistan og skrives med forskellige alfabeter: latinsk i Tyrkiet og Syrien, arabisk i Irak og Iran samt kyrillisk i det tidligere Sovjetunionen. I Nordirak, dvs. Sydkurdistan, er det dog siden 2005 blevet mere og mere populært at skrive med latinske bogstaver. Nordkurdisk skelner mellem maskulinum og femininum.
Centralkurdisk eller sorani tales i det sydlige og østlige Kurdistan og omfatter dialekterne mukri i Iran og sulaimani i Irak. Det arabiskbaserede skriftsprog, der er udviklet siden begyndelsen af 1800-t., er det mest udbredte af de kurdiske skriftsprog.
Sydkurdisk eller kermanshahi, herunder lakki, tales i det sydlige Kurdistan og har ikke skriftsprog. De vestiranske sprog gorani og zaza (dimli) er klart forskellige herfra og af ikke-kurdisk oprindelse.
De tidligste litterære tekster på kurdisk går tilbage til 1500-t. Sproget har bl.a. bevaret ergative træk, der er gået tabt i nypersisk.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki