nederlandsk

Historie

Sproget opdeles traditionelt i oldnederlandsk 400-1100, middelnederlandsk 1100-1500 og moderne nederlandsk fra 1500.

I middelalderen var det først grevskabet Flandern og dernæst hertugdømmet Brabant, der som de vigtigste kulturelle centre var hjemsted for en rig skriftlig overlevering, fx de franskinspirerede flamske ridderromaner og dyrefablen Van den Vos Reynaerde (Om ræven Reynaert). Da Nederlandene i slutningen af 1500-t. blev delt som følge af opstanden mod Filip den 2.s spanske regime, blev de hollandske byer, især Amsterdam, nye centre for den kulturelle udvikling. Her blev der i renæssancen udviklet et standardiseret skriftsprog, jf. den første nederlandske grammatik Twe-spraack van de Nederduytsche letterkunst (Dialog om den nederlandske grammatik, 1584).

De mange flygtninge fra Brabant og Flandern, de såkaldte sydnederlændere fra den nordlige del af det nuværende Belgien, prægede især ordforrådet, således at også vor tids nederlandsk er en blanding af sydlige og nordlige træk. Dette blandingspræg blev yderligere stadfæstet af bibeloversættelsen Statenbijbel (1637), hvis medarbejdere kom fra hele sprogområdet; værket blev normgivende for det klassiske nederlandske skriftsprog. Sprogrigtighedsspørgsmål prægede hele 1600- og 1700-t. med adskillige forslag til en normeret retskrivning. Først i 1804 foreskrev den hollandske stat en autoriseret retskrivning med Verhandeling over de Nederduitsche spelling af M. Siegenbeek (1774-1854), og i 1805 udkom den første grammatik, Nederduitsche Spraakkunst af P. Weiland (1754-1842). Den nuværende retskrivning er fra 1947 med seneste ændring i 1995.

I de sydlige provinser var kultursproget efter delingen af Kongeriget Nederlandene i 1830 udelukkende fransk, og denne del af sprogområdet fik derfor ingen indflydelse på standardsproget før midt i 1800-t. Anerkendelsen af nederlandsk som officielt sprog i Flandern forløb langsomt. I 1873 blev nederlandsk tilladt ved de lavere domstole og i 1898 helt sidestillet med fransk. Først i 1930'erne blev Flandern ensproget nederlandsk, og nederlandsk blev undervisningssprog ved universitetet i Gent. Det var længe usikkert, om man i Flandern ville betone egne sproglige særtræk og derved i standardsproget øge afstanden til hollandsk sprogbrug, som i visse kredse blev identificeret med calvinismen, men i 1980 indgik Flandern og Holland en sprogunion, der skal samordne sprogudviklingen i de to samfund.

Lyd

Nederlandsk bygger især på nederfrankiske dialekter; disse gennemgik ikke den højtyske lydforskydning af p, t, k. Derfor har nederlandsk appel, eten, maken over for tysk Apfel, essen, machen. Karakteristisk er tillige, at oprindelig lange vokaler ikke har omlyd, fx groen over for ty. grün og boos over for ty. böse.

Kendetegnende for udtalen er forbindelsen sch [sχ], fx schoon 'ren', og den principielt stemte velære hæmmelyd g [ɣ], fx goed 'god'; sidstnævnte udtales dog af stadig flere i sprogområdets nordlige del ustemt som [χ].

Grammatik

Som i engelsk er formsystemet enkelt; således er substantivernes kasusbøjning næsten forsvundet, bortset fra enkelte eksempler på s-genitiv som moeders 'mors' og vaders 'fars'. En objektsform findes som på dansk kun ved de personlige pronominer. Syntaktisk er lighederne med tysk større, fx adskilles verbalet i de sammensatte tider i hovedsætninger, mens det i ledsætninger står samlet i slutningen af sætningen. Nederlandsk indtager således en typologisk mellemstilling mellem engelsk og tysk.

Ordforråd

Nederlandske låneord, ofte i tilknytning til søfart, findes i mange sprog, fx da. rage uklar af onklaar raken, eng. boss af baas 'herre', fr. affaler af afhalen 'fire ned', russ. buj af boei '(en) bøje', jap. tarappu 'trappe, lejder' af trap 'trappe'. Især i indonesisk er det nederlandske præg stærkt, fx sletel af sleutel 'nøgle'.

Se også Belgien (sprog), flamsk, germanske sprog, frisisk og Holland (sprog).