serbokroatisk

serbokroatisk, kroatoserbisk, sydslavisk sprog, der omfatter dialektgrupperne štokavisk, čakavisk og kajkavisk, som er opkaldt efter det spørgende pronomen 'hvad': hhv. što, ča, kaj. De strukturelle forskelle består i, at de sydøstligste dialekter i et vist omfang er balkaniseret; se balkanlingvistik. Jugoslaviens opløsning i 1991-92 betød, at serbokroatisk forsvandt som betegnelse for et fælles modersmål for serbere, kroater, bosniere og montenegrinere mv., men betegnelsen opretholdes i et vist omfang blandt sprogforskere, især uden for Eksjugoslavien. Serbokroatisk blev i Serbien skrevet både med det kyrilliske og det latinske alfabet, i Kroatien alene med det latinske.

Forestillingen om et fælles sprog for serbere og kroater stammer fra 1800-t., da den serbiske sprogforsker og folkemindesamler Vuk Karadžić og den illyriske bevægelse med kroaten Ljudevit Gaj i spidsen uafhængigt af hinanden valgte østhercegovinsk štokavisk som dialektgrundlag for de litteratursprog, de havde sat sig for at skabe. I 1850 fastlagde en lille gruppe serbiske og kroatiske intellektuelle i Wien retningslinjerne for det fælles sprog, som de ikke gav noget navn. Betegnelsen "serbokroatisk" var ganske vist blevet introduceret i sprogvidenskaben i 1818 af J. Grimm, men først i slutningen af århundredet begyndte serbere og kroater selv at bruge sammensatte betegnelser som "serbokroatisk" og "kroatisk eller serbisk". I Bosnien-Hercegovina brugtes navnet "bosnisk" ca. 1880-1907, hvorefter det ved forordning blev erstattet af "serbokroatisk". Først i 1918 indgik serbere og kroater i samme stat, og da havde forskellige traditioner allerede etableret sig. Den massive jugoslavisering fra ca. 1930 førte heller ikke til et enhedssprog. Bestræbelserne blev afbrudt af 2. Verdenskrig, da især kroaterne opdyrkede forskellene imellem sprogene. I Titos Jugoslavien var serbisk og kroatisk formelt anerkendt som forskellige sprog, men i 1954 blev der med Novi Sad-aftalen gjort et nyt forsøg på at skabe et enhedssprog, dog uden held. Sprogpolitikken, der herefter blev fastlagt på republikniveau, støttede udviklingen af forskellige nationale og regionale varianter, som efter føderationens opløsning 1991-92 fik de facto-status af selvstændige sprog. Således tales der i dag serbisk i Serbien og i Montenegro, hvor der også er bestræbelser på at skabe et montenegrinsk sprog (se Montenegro (sprog)), kroatisk i Kroatien og bosnisk, serbisk og kroatisk i Bosnien-Hercegovina. Opsplitningen af serbokroatisk i nationalsprog, modsat tidligere bestræbelser på at opfatte det som ét fælles sprog, er betinget af den politiske udvikling på Balkan, især i 1980'erne og 1990'erne. Da serbisk, kroatisk, bosnisk og fra 2006 tillige montenegrinsk baserer sig på samme dialektgruppe, er den indbyrdes forståelighed meget høj. Se også slaviske sprog.