svensk

Historie

Den tidligste kendte sprogform i Sverige er ligesom i Danmark og Norge urnordisk, der er overleveret i runeindskrifter fra ca. 200-800 e.Kr. Derefter regnes traditionelt med tre store perioder i svensk sproghistorie: runesvensk, fornsvensk og nysvensk.

Runesvensk (ca. 800-ca.1225) var så godt som identisk med vikingetidens olddansk. Det var forandringerne i dansk, der fra 1100-t. skabte tydelige forskelle mellem de to sprog, og svensk har siden da i de fleste henseender stået på et mere konservativt stade end dansk.

Fornsvensk (ca. 1225-1526) var således helt frem til midten af 1300-t. kendetegnet ved det gamle bøjningssystem med bl.a. fire kasus i substantiver, adjektiver og pronominer og med person- og talbøjning af verber.

Nysvensk (1526-) dateres fra det år, da den tidligste svenske oversættelse af Det Nye Testamente udkom på tryk; heri anvendtes for første gang bogstavet å, der siden blev officielt indført i norsk 1917 og i dansk 1948.

Perioden kendetegnes af en langsomt stigende standardisering af sproget. I 1800-t. skabtes en fast retskrivningsnorm, der efterhånden også i et vist omfang påvirkede udtalen af det rigsmål, som op gennem 1900-t. trængte dialekterne tilbage. Omvendt var det udtalen, der bestemte den forsvenskning af franske låneord, som blev almindelig allerede fra begyndelsen af 1800-t. med stavemåder som byrå, kostym, medaljong, polis, suverän, staty for fr. bureau, costume, médaillon, police, souverain, statue.

Men gennem hele århundredet fastholdtes den middelalderlige tradition, som var forladt i dansk allerede ca. 1700, at skrive eftervokalisk [v] som f eller fv, fx lif, behof, lifvet, behöfva. Først ved en regeringsbeslutning i 1906 indførtes i stedet skrivemåden v, altså liv, behöva osv. Samtidig bestemtes, at også hv skulle udskiftes med v, således at hvem, hvad, hvila ændredes til vem, vad, vila mv. Derimod blev det stumme h fastholdt i hjort, hjul, hjärta osv.

Først omkring midten af 1900-t. gik verbernes flertalsformer helt af brug, således at man også i skriftsproget opgav at sondre mellem fx sing. skriver, går, skrev, gick og plur. skriva, gå, skrevo, gingo.

I øvrigt træder de historisk betingede forskelle mellem moderne svensk og dansk især frem på følgende punkter i skriftbilledet: I tryksvag stavelse, hvor dansk har e, har svensk bevaret den oprindelige vokal a, fx leva, hästar, mens oprindeligt u fremtræder som o, fx genom, kyrkor. Derimod er oprindeligt i ligesom i dansk blevet til e, fx bonde, gäster. Svensk har beholdt eftervokalisk p, t, k uden klusilsvækkelse, fx skapa, fot, rike. Det samme gælder v efter u, fx duva 'due', mens de oprindelige frikativer [ð] og [ɣ], som i nogle tilfælde er faldet bort i dansk, er blevet til klusilerne d og g, fx röd, sked, väder svarende til dansk rød, ske, vejr og dag, tiga, fluga, väg, skog svarende til dag, tie, flue, vej, skov. Den oprindelige lydforbindelse ju er bevaret i svensk, fx bjuda, sjuk, tjuv svarende til byde, syg, tyv. En nydannelse i svensk er, at oprindeligt vn er blevet til mn, fx hamn, sömn svarende til dansk havn, søvn.

Læs videre om svensk retskrivning og udtale.