Dansk hører til den nordgermanske (nordiske) gruppe af den indoeuropæiske sprogæt.

Et indoeuropæisk sprog

Karakteristisk for de indoeuropæiske sprog er bl.a., at selve roden i et ord kan omdannes til en anden grammatisk form, fx på dansk i visse former af de stærkt bøjede verber: bydebødbudt, og at en bøjningsendelse kan udtrykke flere grammatiske forhold på én gang som i kvinde-n, hvor -n betegner både bestemthed, ental og fælleskøn, eller lang-t, hvor -t på samme tid udtrykker ubestemthed, ental og intetkøn. Den indoeuropæiske sprogæt deles i en halv snes hovedgrupper: den slaviske, den keltiske, den romanske, den germanske mfl. Sammen med engelsk, frisisk, nederlandsk og tysk udgør de nordiske sprog hovedgruppen germansk, der bl.a. er særpræget ved en allerede i forhistorisk tid nydannet svag bøjning af de fleste verber, fx dansk takkede, jf. engelsk thanked, tysk dankte.

Den nordiske gruppe

Inden for germansk udgør islandsk, færøsk, norsk, svensk og dansk en særskilt nordgermansk eller nordisk gruppe. Blandt dens kendetegn er, at substantivernes bestemte form dannes med et efterhængt bøjningselement til forskel fra den foranstillede artikel i de andre germanske sprog, fx dansk arm-en, tunge-n, hår-et over for engelsk the arm, the tongue, the hair, tysk der Arm, die Zunge, das Haar. Særnordisk er også verbernes passivbøjning, fx dansk gøres; her har de andre germanske sprog kun sammensatte udtryk svarende til blive gjort, således engelsk to be done, tysk getan werden.

Sammenlignet med islandsk og færøsk er dansk, norsk og svensk kendetegnet ved meget forenklede bøjningsmønstre og et stærkt islæt af ord og orddannelseselementer optaget fra fremmede sprog. Som følge af denne fælles udvikling er de tre skandinaviske sprog i vidt omfang indbyrdes forståelige i både skrift og tale.

Dialektale forskelle

Inden for dansk talesprog er der betydelige forskelle. Det gælder især lydsystemet og kun i mindre grad bøjning og syntaks; bemærkelsesværdig er dog den dialektale brug af foransat artikel i Vest- og Sønderjylland: æ arm 'armen', æ hår 'håret' osv., som er enestående i nordisk. Men det er forholdsvis meget få, der taler egentlig dialekt. De fleste behersker enten det stedløse rigsmål eller oftere en regional og/eller social variant deraf, som først og fremmest giver sig til kende i udtalen. Rigsmålsbegrebet dækker imidlertid over stadige udtaleforskydninger, som er klart generationsbetingede, og som altovervejende har deres udspring i København. Se danske dialekter.

Læs videre om det skrevne sprog eller læs om dansk generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig