Stød er det tilnærmede stemmebåndslukke, der findes ved især visse typer enstavelsesord både i dansk rigsmål og i dialekter nord for stødgrænsen, jf. kort 2. Stød mangler helt syd for denne grænse og udebliver i ord på stemt efterfulgt af ustemt konsonant af typen kant, hals, damp i den vestlige del af Danmark. Det medfører, at der i midtøstjysk er identitet mellem fx kant og kante og mellem damp og dampe. Et særligt vestjysk/nordvestfynsk stød optræder i visse gamle tostavelsesord og bevirker modsætning mellem fx jysk [kat] og flertal [kaʔt], mellem [kant] og [kanʔt] 'kante', mellem [dɑmp] og [dɑmʔp] 'dampe'; stødfordelingen mellem en- og flerstavelsesord er i disse tokonsonanttyper lige omvendt af rigsmålets.
I østslesvigsk opretholdes forskellen mellem ordpar som de nævnte ikke ved stød, men ved at enstavelsesord har stigende-faldende tone (accent 1), mens gamle to- og flerstavelsesord har faldende-stigende tone (accent 2), fx [hu:s], udtalt med accent 1 'hus' og med accent 2 'huse'. Der er altså lighed mellem østslesvigsk og svensk/norsk, især i svensk/norske dialekter med absolut apokope i alle typer gamle tostavelsesord. Også Ærø-Langeland med småøer har accent 1 og 2; men pga. den fakultative apokope forekommer distinktive ordpar – dvs. ord der bortset fra et enkelt lydligt element har samme form, men forskellig betydning – her kun inden for visse gamle tostavelsesord: fx drejøsk [ø:(ə)], udtalt med accent 1 'øje', med accent 2 'uge', idet gamle tostavelsesord med oprindelig lang vokal er trukket over under accent 1.
I fynsk er der reminiscenser af tonale ordaccenter, idet nogle typer enstavelsesord — inden for den gruppe, der har stød i andre dialekter — her har en stigende tone. Det geografiske centrum er Nyborgegnen, hvor flest typer har stigende tone, ikke blot ord på høj vokal som bi, by, ud, der har stigende tone over hele Fyn, men også visse typer ord med mellemhøje og lave vokaler, dvs. æ, fx degn, dreng, jævn, ø, fx gøgl, brønd, o, fx sol, å, fx sogn og a, fx havn.
Sjællandsk har fællesdansk stød i de samme ordtyper som rigsmålet; dertil kommer et særligt såkaldt kortvokalstød, gennemført i substantivers bestemte form ved visse klusil- og spiranttyper, således [ˈpʁɛʔstən] 'præsten' og [haʔən] 'hatten'. Dette stød forekommer også, men er ikke gennemført i andre bøjningsformer, fx [ˈhɔʔpʌ] 'hopper' og [ˈɛʔsʌ] pluralis 'esser' samt i visse ubøjede ord på -en, -el og -er, fx [ˈbɛʔkən] 'bækken', [ˈʁeʔfəl] 'riffel' og [ˈsoʔkʌ] 'sukker'. Sjællandsk har stød på andet led i visse sammensætninger, som ikke har stød i rigsdansk, fx [ˈky:ʌhɛʔst(ə)] 'køreheste' og [ˈvandɑmʔp(ə)] 'vanddampe'.
Det sydlige Sjælland og de sydlige øer har hverken stød eller tonale accenter. Det samme gælder Bornholm; den specifikke intonation her med høj tone på svagtryksstavelserne er et fast ledsagefænomen og bevirker ikke betydningsmodsætning mellem ord, der i øvrigt er ens.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.