Distinktive træk bruges i sprogvidenskaben især om lydlige komponenter, hvorved betydningsadskillende sproglyde (fonemer) kan skelnes fra hinanden.

I dansk kan sproglyden b siges at indeholde de distinktive træk labial, uaspireret, lukke og oral. Ingen andre danske sproglyde end b har samtlige disse egenskaber.

Nogle distinktive træk ved den danske sproglyd [b]

artikulation sproglyd eksempel
labial b bas
dental d das
dorsal g gas
uaspireret b bas
aspireret p pas
med lukke b bad
med hæmme f, v fad, vad
oral b bad
nasal m mad

Nogle forskere, fx Roman Jakobson, ser de distinktive træk som selve den minimale lydlige enhed i sproget. Han betragter de distinktive træk som binære, dvs. med kun to led. Således står tilstedeværelse af det enkelte distinktive træk i modsætning til fravær af samme træk, fx stemthed over for ikke-stemthed. Jakobson anskuer de distinktive træk som de mindste lydlige elementer og sproglydene som bundter af sådanne træk. Andre betragter sproglydene som de mindste lydlige elementer og de distinktive træk som egenskaber ved lydene.

Næsten alle sprogforskere anerkender, at sproglydene falder i naturlige klasser, fx efter artikulationssted (labialer etc.), efter artikulationsmåde (nasaler etc.) eller efter akustiske egenskaber; de opererer dermed i praksis med en form for distinktive træk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig