• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

prosodi

Oprindelige forfattere JRisc og NiGroe Seneste forfatter Redaktionen

prosodi, i metrik læren om stavelsernes tonehøjde samt tryk- og længdeforhold og i fonetik og fonologi betegnelse for de træk ved talen, der knytter sig til mere end én lyd ad gangen, dvs. til stavelser, ord og sætninger. Prosodiske træk er bl.a. tryk, ordtone, intonation, længde og grænsesignaler. Enkelte fonetikere regner også stilistiske og personlige karakteristika som talehastighed og stemmekvalitet for prosodiske forhold.

Ordet prosodi kommer af græsk prosodia, af pros 'til' og ode 'sang'.

På modtagersiden i sproglig kommunikation har prosodien fire vigtige funktioner: 1) Den kan være betydningsadskillende på ordniveau, fx i form af stød, fx hund over for hun. 2) Den støtter opfattelsen af talestrømmen som organiseret i stavelser, ord og større helheder. 3) Den giver gennem tonegangen et signal om den talendes intentioner og humør, fx om en ytring skal forstås som et spørgsmål, eller om et udsagn er ironisk ment; der er her en glidende overgang mellem prosodiske og paralingvistiske træk. 4) Visse prosodiske træk giver oplysning om den talendes baggrund. Samspillet mellem tonegang og rytme er således det, den almindelige sprogbruger lettest hæfter sig ved, når det gælder forskelle i regionalsprog, fx når man karakteriserer fynsk og bornholmsk som syngende.