Sonant, (af lat. sonans, gen. sonantis, præs.part. af sonare 'afgive lyd'), tidligere brugt fonetisk betegnelse for enhver klangfyldig konsonant dannet uden støj, nu benævnt sonorant; tillige anvendt strukturelt om sproglyde, der både kan fungere som vokal og som konsonant inden for en stavelse, også kaldet koefficient. I indoeuropæisk var både nasaler og likvider sonanter. I verbalbøjningen bære—bar—båret afspejler perfektums -år- den oprindeligt stavelsesdannende sonant -r-.