Syntetisk tale, talesyntese, tale, der frembringes ad kunstig vej. De første forsøg på talesyntese går helt tilbage til 1700-t. med den østrigske opfinder og fysiolog Wolfgang von Kempelens (1734-1804) talemaskine og med den tysk-danske fysiker og læge C.G. Kratzensteins eksperimenter med isolerede vokallyde. Fra omkring 1950 har talesyntese internationalt været et vigtigt hjælpemiddel i den fonetiske forskning, i Danmark siden 1960'erne.

Der findes artikulatorisk-akustisk to hovedtyper af syntetisk tale. Ved den første simuleres taleorganernes form og dermed deres funktion ved lydfrembringelsen, ved den anden selve det lydspektrum, som taleorganerne frembringer. I dag benyttes mest resyntese, hvor difoner, dvs. kontekstbestemte lydsegmenter, som går fra midten af en sproglyd til midten af den næste, gemmes i digital form og derefter kombineres til tale.

Arbejdet på at syntetisere tale har igennem tiderne været begrundet med forskellige anvendelser. Efter 2. Verdenskrig arbejdede man med talesyntese som et led i bestræbelserne på at spare kapacitet i telekommunikation ved at afsende forenklede signaler og genskabe det fulde talesignal hos modtageren. Fra 1960'erne har interessen for talesyntese især været rettet mod særlige kommunikationssituationer, hvor det er praktisk eller nødvendigt at kommunikere med maskiner eller via maskiner, fx til støtte for syns- eller talehandicappede eller i automatiske svarsystemer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig