Talemaskine, (tale)syntesemaskine, apparat til frembringelse af syntetisk tale. Den første akustiske talemaskine blev udviklet hen imod 1790 af den østrigske opfinder og fysiolog Wolfgang von Kempelen (1734-1804) efter inspiration fra bl.a. blæseinstrumenter. Den vakte opsigt dels ved sin kuriøse konstruktion, dels ved at demonstrere muligheden af mekanisk talegenkendelse. Udviklingen af talemaskiner tog internationalt fart efter 2. Verdenskrig, idet elektronisk kredsløbsteori og forstærkerteknik gjorde en mere avanceret lydfrembringelse mulig; i Danmark begyndte arbejdet på dette felt i 1960'erne.
Det gennemgående princip i nyere talemaskiner er, at strubens funktion som lydgiver simuleres vha. en elektronisk eller computersimuleret "stemmekilde"; efterfølgende modificeres lydsignalet ved filtre. Isolerede sproglyde kan derved syntetiseres i en naturtro gengivelse. Ved sammenhængende tale må såvel stemmekildens som filtrenes indstillinger være styrbare og kunne varieres løbende. Dette var før computerteknologiens udvikling den største vanskelighed ved konstruktionen af praktisk anvendelige talemaskiner.
Talemaskinen har mange praktiske anvendelsesformer, fx på synshandicapområdet og ved automatiske svarsystemer, fx inden for telebranchen. Se også taleteknologi.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.