Ex-, græsk, latinsk og internationalt præfiks, der betegner, at noget er uden for eller bevæges ud af noget eller løses fra noget; dansk skrivemåde eks-. Latinsk ex- bliver ofte til e foran stemte konsonanter og til ef- foran -f, mens græsk ex- har formen ek- foran konsonant.

Ex- indgår i en række danske fremmedord med betydningen 'ud af', fx eksportere 'ud-føre', ekskludere 'ude-lukke', emission 'ud-sendelse', effekt 'virkning', 'at der gøres noget ud af noget', eklektiker 'en, der vælger ud (af forskellige meninger)'. Latinsk ex- anvendes også i betydningen forhenværende, fx 'eks-konge'. Modsætningen til ex- er latinsk in- og græsk en-.

Udvidede former af latinsk ex- er extra-/extro- 'uden for', 'som kommer til', 'udad'; ekstraordinær 'uden for den almindelige (rækkefølge)', ekstrovert 'udad-vendt'. Modsætningerne hertil er intra-, intro- og in-. Udvidede former af græsk ex-/ek- er exo-, ekto-, fx eksogam 'som gifter sig uden for (egen gruppe)', og ektoplasma 'en dannelse, der sidder yderst eller uden for noget', om lag i en celle og om tågelignende dannelser, som synliggør ånden ved spiritistiske seancer. Modsætningen til exo-, ekto- er endo-.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig