Homofobi er frygt for, ubehag ved eller negative holdninger til homoseksualitet og/eller homoseksuelle personer.

Man skelner ofte mellem individuel homofobi (en fjendtlig indstilling hos enkeltpersoner) og strukturel homofobi (normer, idealer og praktisk-juridiske barrierer, som gør det vanskeligt at være homoseksuel i samfundet). Desuden kan der sondres mellem homofobi rettet mod konkrete personer og homofobi af mere principiel, moralsk eller religiøs art. Forskning har peget på, at udbredelsen af homofobiske holdninger falder, jo flere homoseksuelle personer man kender.

I den danske befolkningsundersøgelse Projekt SEXUS, som indsamlede data i 2017-2018, så man, at cirka halvdelen af de homoseksuelle deltagere havde oplevet mobning eller chikane, mens en stor andel havde oplevet tilråb, diskrimination eller fysisk forulempelse (såkaldte hate crimes eller hadforbrydelser). Knap en tredjedel angav, at de ikke kunne være så åbne om deres seksuelle orientering, som de havde lyst til. Desuden viste undersøgelsen, at hver femte 45-54-årige fandt sex mellem to mænd moralsk forkert, mens 13% havde tilsvarende holdning til sex mellem kvinder. Andelen, som fandt samkønnet sex uacceptabelt, voksede markant med stigende alder, og mænd var i alle aldersgrupper mere negative over for homoseksuel adfærd end kvinder.

Det antages, at både individuel og strukturel homofobi kan føre til såkaldt ”minoritetsstress”, og negative holdninger kan internaliseres og føre til selvcensur og nedsat selvværd. Dette er givetvis en medvirkende årsag til den overhyppighed af mental mistrivsel, der er beskrevet blandt LGBT+-personer.

Parallelt med homofobi tales om transfobi (negativitet over for transpersoner) og bifobi (negativitet over for biseksuelle personer).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig