Identifikation er det at fastslå en persons identitet, fx en forbryder eller en afdøds identitet. Identificering foregår bl.a. som en del af arbejdet i sundhedsvæsenet, hvor identificering af patienter inden behandling er en vigtig del af sundhedspersonalets arbejde, mens identifikation af døde mennesker samt ligdele er en retsmedicinsk opgave.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer af latin identificare 'identificere', der er sammensat af idem 'samme' og -ficare.

Identifikation af levende

I det daglige lægearbejde vil det i de fleste situationer være tilstrækkeligt, at en person blot oplyser, hvem han/hun er, men det er ofte nødvendigt at identiteten bekræftes eller sikres med identitetspapirer såsom sygesikringsbevis eller fotoidentifikation. Dette er særligt vigtigt i forbindelse med lægelig behandling, specielt i forbindelse med narkose og operationer. Ved udtagelse af blodprøver, hvilket ofte foretages af sygeplejersker eller laboranter, der ikke kender patienten, er det vigtigt at sikre sig personens identitet og en korrekt mærkning af prøverne.

Et særligt problem er identifikation af indbragte bevidstløse eller demente personer, og hvis disse personer ikke er ledsaget af pårørende, som kan bekræfte identiteten, vil politiets hjælp være nødvendig. Politiets metoder til identifikation i sådanne tilfælde vil være næsten de samme som identifikation af døde.

Identifikation af døde

Ved dødsfald i hjem og på hospitaler vil der sædvanligvis ikke være problemer med at identificere den døde. Ved dødsfald i hjemmet vil ambulancelægen udfylde en ligblanket, på sygehuset forsyner man den døde med et identitetsmærke med navn, cpr-nummer, dødstidspunkt, dødstegn og hvem, der har anbragt identitetsmærket. Dette mærke kaldes populært for en tåseddel, da den af praktiske grunde anbringes på fødder eller tæer. Tåsedlen fjernes ikke og skal forblive på liget under begravelse eller ligbrænding. Kan liget ikke identificeres, udfyldes der alligevel en tåseddel, fx mærket med "ukendt".

Lig med ukendt identitet ses ved svær forrådnelse, forbrænding, lang tids ophold i vand og svære skader, og det ses ved både naturligt døde og ved ulykker, selvmord og drab. Det er politiet, som har ansvaret for, at lig af denne type identificeres. En sikker identifikation er af stor betydning for de pårørende, og er desuden en betingelse for, at der kan udstedes dødsattest på navn, og dermed, at en række civilretslige forhold kan afsluttes.

Til identifikation af lig med ukendt identitet forsøges først identifikation ved genkendelse, og hvis dette ikke er muligt, benyttes tre metoder, der er fastlagt af INTERPOL til identifikation ved katastrofer: Fingeraftryk, retsodontologisk undersøgelse og retsgenetisk undersøgelse. Disse går under betegnelsen ”Primary identifiers”. De to sidstnævnte indgår i begrebet retsmedicinsk identifikation. Såfremt det ikke er muligt at benytte ”Primary identifiers”, kan der benyttes ”Secundary identifiers”, der fx kan være effekter fundet på afdøde eller lægelige oplysninger.

Identifikation ved genkendelse

Almindeligvis vil politiet anmode pårørende, bekendte eller andre, som har et nært kendskab til personen, om at identificere denne ved genkendelse. Dette er politiets gængse identifikationsmetode, som anvendt rigtigt er særdeles sikker. Det er vigtigt, at man ikke identificerer alene på beklædning og effekter, men at det er selve personen, som genkendes. Fejlidentifikationer er sjældne, men forekommer. Metoden har en del begrænsninger og benyttes derfor ikke ved stærkt forrådnede, forbrændte eller mutilerede lig, ikke alene af etiske grunde, men også fordi usikkerheden bliver for stor. Metoden benyttes ikke ved massekatastrofer.

Identifikation ved fingeraftryk

Identifikation ved hjælp af fingeraftryk er en meget sikker metode, som kan anvendes alene. Den har således, sammen med retsodontologi og retsgenetik, status af ”Primary identifier” i INTERPOLs Disaster Victim Identification-organisation. Fingeraftryk kan deles i fire hovedtyper, og der er udviklet et system med fastlæggelse af en række punkter, hvilket medfører en meget stor statistisk grad af sikkerhed.

Fingeraftryk fremstilles sædvanligvis ved, at fingrene påføres sværte og herefter aftrykkes på papir. Ofte foretages der samtidig et aftryk af hånden. Fingeraftryk optages af politikredsens personale, men ved stærkt forrådnede og forbrændte lig kan det være nødvendigt at tilkalde specialuddannede politifolk. Metoden forudsætter, at politiet har et reference-fingeraftryk fra den savnede person. I mange lande, bl.a. Spanien, Thailand og i Sydamerika er befolkningens fingeraftryk registreret centralt på alle fastboende. Identifikation ved hjælp af fingeraftryk er hermed den vigtigste identifikationsmetode i disse lande. Selvom den afdøde person ikke er registreret i politiets registre, vil det i nogle tilfælde være muligt at fremskaffe brugbare fingeraftryk fra hjemmet, fx fra genstande, glas, flasker med videre, som personen vides at have benyttet.

Retsmedicinsk identifikation

INTERPOL FORM
Eksempel på AM og PM side fra INTERPOL DVI FORM visende den side tandlægerne bruger til at registrere AM og PM oplysninger.
INTERPOL FORM
Licens: CC BY SA 3.0

Den retsmedicinske identifikation er baseret på et samarbejde, hvor der indgår politimæssige, retspatologiske, retsodontologiske, retsgenetiske og antropologiske parametre. Princippet for denne identifikation er en udarbejdelse af:

  1. Et signalement af den savnede (Ante Mortem-registrering, AM).
  2. Et signalement af den døde (Post Mortem-registrering, PM).
  3. Identifikation baseret på en sammenligning mellem AM- og PM-signalementer.

For at identiteten kan fastslås, skal der være overensstemmelse på en række punkter, og der må ikke være væsentlige uoverensstemmelser i de to signalementer.

Signalement af den savnede

Politiet udfærdiger et signalement til brug ved efterlysning og eftersøgning af personen og til brug ved den senere identifikation. Politiet har standardrapporter hertil, men INTERPOLs gule AM-formular er særdeles velegnet til dette formål, især hvis eftersøgningen forventes udstrakt til udlandet. Politiet registrerer de pårørendes oplysninger om den savnedes beklædning og effekter, men også beskrivelse af personen, herunder udseende. Det er vigtigt, at der også indsamles objektive oplysninger, som er registeret om personen til andet formål, som fx fra Det Nationale Implantatregister, fotos af personen, oplysninger hos savnedes læge og tandlæge, herunder tandkort (odontogram) og røntgenbilleder.

Oplysninger om sygdomme, læsioner, operationer og anden behandling er vigtige. Der indsamles oplysninger til brug ved identifikation baseret på DNA, og indsamling af DNA-holdigt materiale fra afdødes omgivelser, fx tandbørste. DNA-typen kan også bestemmes i væv indstøbt i paraffin med henblik på mikroskopi samt i blodprøver udtaget efter fødslen (PKU-registeret). Dette er indsamlet siden 1980 med henblik på diagnosticering og forebyggelse af medfødte sygdomme og opbevares på Statens Serum Institut.

Signalement af den døde

Ved udfærdigelse af et signalement af afdøde medvirker politi, retsmedicinere og retsodontologer i et team, der også udtager materiale til retsgenetisk undersøgelse. Det er praktisk at anvende et skema såsom INTERPOLs røde PM-formular, der sikrer, at teamet på en standardiseret måde får registreret alle væsentlige ting, som kan indgå i signalementet, og som muliggør edb-registrering. I registreringen indgår omstændighederne ved fundet, findested og en række objektive kriterier:

Beklædning og effekter

Beklædning og effekter på liget beskrives og fotograferes. Særligt vigtigt er personlige ejendele såsom punge, tegnebøger med fx kørekort, ID-kort, betalingskort og lignende. Beklædning og effekter kan dog sjældent stå alene ved identifikationen, men må understøttes af en eller flere ”Primary identifiers”.

Køn

Kønsbestemmelse er sædvanligvis uproblematisk ved lig, men det kan være vanskeligt ved ligdele. Skeletterede lig kan ofte kønsbestemmes ud fra knoglerne, da mænd generelt har kraftigere knogler med tydeligere muskelspor end kvinder. Ved forrådnede, forbrændte eller mutilerede lig med bevarede bækkenorganer vil en retsmediciner ofte, men ikke altid, kunne identificere livmoderen hos kvinder og prostata hos mænd. Det er også muligt at foretage kønsbestemmelse ved hjælp af DNA (amelogenin).

Højde

Ved de fleste lig kan højden opmåles direkte, men ved ukomplette lig eller ligdele kan højden med en vis sikkerhed beregnes ud fra længden af de lange rørknogler. Der eksisterer forskellige formler til udregning af højden, og sikkerheden øges ved måling af flere knogler.

Alder

Ud fra ligets udseende kan en retsmediciner ofte danne et skøn over alderen. Hos børn vil aldersbestemmelse efter tandfrembruddet ikke være vanskelig og kan foretages på basis af tandforholdene ved hjælp af retsodontologi. Hos børn og unge kan knoglerne også give et sikkert skøn over alderen, men hos voksne bliver dette skøn mere usikkert. Åreforkalkningsgrad og gigtforandringer kan indgå i vurderingen, ligesom makroskopisk og mikroskopisk undersøgelse af ovarier hos kvinder kan være vejledende. Det er vigtigt, at alderen ikke bliver fastlagt med alt for stor sikkerhed, men at den befinder sig i et interval, fx: "30-50 år, mest sandsynligt omkring de 40".

Hud

Hudforandringer er vigtige og kræver en minutiøs gennemgang af hele overfladen. Der registreres naturlige forandringer i huden i form af farveforandringer, modermærker, svulster og deformiteter og tillige ar efter læsioner og operative indgreb, forbrændinger og tatoveringer. Mange tatoveringer er uspecifikke, men der findes ikke sjældent tatoverede navne og sågar fødselsdato på afdøde. Desuden kan hjemmelavede tatoveringer være af stor betydning i identifikationsøjemed.

Obduktion

Ved en obduktion registreres følger af medfødte misdannelser, sygdomsforandringer, følger af læsioner og sygdomme samt lægelig behandling, såsom amputationer, fjernelse af organer og følger efter brud og behandling. Der vil blive foretaget en CT-scanning, hvilket nu er blevet rutine ved de retsmedicinske institutter i Danmark og forventes at blive vidt udbredt også i andre lande. Mobile CT-scannere er allerede blevet benyttet ved identifikationsopgaver. Ved den oversigtoptagelse, der indleder en CT-scanning, vil retsmedicinere kunne iagttage grovere knogleforandringer og især metalliske proteser og pacemakere vil kunne påvises hurtigt og let. Detailanalyse af CT-scanningen vil kunne påvise finere forandringer såsom brud, der er helet i god stilling.

Tandforhold

Et af de vigtigste forhold ved beskrivelsen af den afdøde er tænderne. Disse undersøgelser foretages af en retsodontolog. Det bør være rutine, at der foretages retsodontologisk undersøgelse af alle uidentificerede, som har bevaret over- og/eller underkæbe, uanset om de har bevarede tænder eller ej.

DNA-typer

Der sikres materiale til DNA-bestemmelse. Udover afskrab fra mundslimhinden er blod, muskler og knogle velegnet materiale til DNA-analyse. På knogler og hår kan der foretages mitokondrie DNA-analyse.

Dødstidsbestemmelse

Vurderingen af dødstidspunktet indgår også som en faktor ved identifikation, især ved lig som formodes fundet længere tid efter døden. En nøjagtig vurdering er vanskelig, men til identifikationsformål er det ofte tilstrækkeligt at kunne angive, om døden er indtrådt inden for dage, uger, måneder eller år.

Identifikationen

Ansvaret for at afgøre den afdødes identitet i Danmark er i sidste instans politidirektørens. I det daglige, praktiske arbejde anvendes der lidt forskellige fremgangsmåder, men ved større ulykker og katastrofer anvendes bestemte procedurer.

I Danmark vil retsmedicinerne ofte afgive en samlet vurdering om identiteten på basis af de retsmedicinske, retsodontologiske og retsgenetiske fund, eventuelt suppleret med oplysninger om beklædning og effekter. Princippet ved identifikationen er, at der skal være overensstemmelse på en lang række punkter mellem ante mortem- og post mortem-oplysningerne. Der må ikke være væsentlige uoverensstemmelser.

Ved identifikation på basis af fingeraftryk kan der anvendes helt specifikke kriterier for en sikker identifikation. Noget lignende kan være muligt ud fra tandforholdene, men de retsmedicinske vurderinger er baseret på skøn og erfaring. Der kan således indgå en række uspecifikke forhold, som tilsammen kan udgøre en sikker identifikation, men nogle parametre kan også være så specifikke, at en enkelt eller få vil være tilstrækkeligt til en sikker identifikation.

Tandforhold

Tandforhold vil være den metode, som identificerer langt de fleste, idet befolkningens tandforhold er velregistrerede i mange lande. De røntgenfotos, der tages af tænderne vil i nogle tilfælde kunne bruges til identifikation på basis af bihulernes anatomi.

Identifikation ved hjælp af DNA

Næsten alle retsgenetiske laboratorier foretager undersøgelser af stort de samme short tandem repeat (STR) DNA-områder. Undersøgelserne er baseret på opformering af DNA med PCR-teknik. Undersøgelserne er meget følsomme og hurtige. Man kan derfor sammenligne resultaterne fra laboratorier i forskellige lande med henblik på identifikation af personer.

Specielle metoder

Ved nyere antropologisk teknik er det muligt at rekonstruere ansigter ud fra et kranie, idet man på basis af kendskab til gennemsnitlige tykkelser af bløddele kan opbygge en "ansigtsmodel", og denne kan anvendes til at finde frem til savnede personer og eventuelt til sammenligning med fotos. En anden metode, er superimpositionsteknikken. Denne metode er baseret på en sammenkopiering af billeder eller røntgenbilleder af den savnede person med billeder eller røntgenbilleder af kraniet af afdøde. Digital ansigtsgenkendelse er foreslået som endnu en mulighed, men det er endnu på forsøgsstadiet.

Identifikation af levende i kriminalsager

Ved indbrud, røverier, drab og voldtægtsforsøg vil spor afsat på gerningsstedet eller offeret ofte kunne identificere gerningsmanden, fx ved hjælp af fingeraftryk afsat på et gerningssted eller DNA-holdigt materiale, som fx en blodplet på en rude. Ved røverier med anvendelse af maskering vil det være muligt at foretage DNA-analyse fra spyt i maskeringen, men det vil også ved antropologiske metoder være muligt at foretage sammenligninger af fotos og videooptagelser optaget på gerningstidspunktet, fx i en bank, og tilsvarende af den mistænkte, fx ved superimposition eller en ganganalyse.

Registrering af savnede personer

I Danmark meldes der ca. 500 personer savnet hvert år, men langt de fleste kommer hurtigt tilbage eller findes døde. Sådanne sager behandles først af det lokale politi, men registreres efter en vis tid i Eftersøgnings- og DVI-gruppen under Rigspolitiet, National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), National Kriminalteknisk Center (NKC) i Ejby på Sjælland, hvor man har et register med oplysninger om savnede og uidentificerede døde personer. I dette register findes tillige tanddiagram og DNA-profil på savnede. Under fem personer forsvinder sporløst hvert år. Omkring 150 uidentificerede døde bliver hvert år genstand for retsmedicinsk identifikation. Hovedparten identificeres, mens kun nogle ganske få (1-5 pr. år) ikke kan identificeres. Dette skyldes primært, at det ikke er lykkedes at skaffe pålidelige oplysninger om savnede. De fleste af disse er vandlig, altså lig, der har ligget i vand.

Ligdele

Fund af ligdele forekommer relativt hyppigt. Oftest drejer det sig om knogler og knogledele fundet under udgravninger. Det kan også være knogledele fundet i bygninger eller ligdele fundet på strande. Den første opgave vil være at afgøre, om det drejer sig om dele fra dyr eller mennesker. Dyreknogler afviger i form og størrelse fra menneskeknogler i en sådan grad, at det som regel vil være let at afgøre, at det ikke drejer sig om menneskeknogler, hvorimod den korrekte artsbestemmelse kan være vanskelig. Bløddele fundet på forskellige steder kan vise sig at være af døde, vilde dyr eller fra ulovlige slagtninger af dyr. Også disse lader sig let identificere som værende dyr.

Ved undersøgelsen af menneskelige ligdele søges afgjort, hvilke dele det drejer sig om samt afgivet et skøn om køn, alder, højde og eventuelt andre kendetegn på personen. Ved knogler er det også vigtigt at afgøre, om det drejer sig om nutidige eller ældre fund. For at sikre alderen kan kulstof-14-metoden benyttes. Mens det tidligere var så godt som umuligt at identificere ligdele, har man nu med DNA-teknikken opnået et vigtigt redskab hertil. Det vil således selv på stærkt forrådnet materiale være muligt at registrere DNA med STR- og PCR-teknik, og på meget gammelt materiale kan mitokondrie-DNA anvendes.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig