immunkomplekser og immundefekter

Immundefekter kan være medfødte (primære) eller skyldes påvirkninger udefra (sekundære). Ved primær immundefekt er der en fejl i immunsystemets opbygning, (se medfødte sygdomme (immundefekter)). De alvorlige defekter melder sig tidligt efter fødslen, men lettere defekter giver ofte først symptomer senere i livet. Mange defekter giver sig aldrig til kende, fordi andre dele af immunsystemet tager over. Primære immundefekter er hyppigst arvelige. Der kendes flere hundrede typer hos mennesket; de fleste er sjældne. Den tilgrundliggende DNA-defekt kendes i stadig flere tilfælde, hvilket åbner mulighed for rationel behandling. Analyser af immundefekter har i mange tilfælde medvirket til større forståelse af immunsystemets normale funktioner.

De sekundære, erhvervede immundefekter er hyppige; hos alle kan der forekomme perioder med nedsat funktion af immunsystemet. På verdensplan er under- og fejlernæring, især proteinmangel, den hyppigste årsag til immundefekt; dette er fx baggrunden for den store dødelighed af mæslinger i ulande. Infektioner medfører i sig selv forbigående svækkelse af immunsystemet. Derfor optræder bakteriesygdomme ofte i kølvandet af virusinfektioner. Infektioner i immunsystemets egne celler kan medføre meget alvorlige immundefekter (se aids).

Immunsystemet svækkes også i forløbet af mange kroniske sygdomme, fx sukkersyge (diabetes mellitus), og ved alkohol- og stofmisbrug. Kræftpatienter kan ligeledes have nedsat immunforsvar, især når kræftsygdommen er lokaliseret til immunsystemet. Nogle lægemidler, bl.a. de, der anvendes i kræftbehandlingen, og strålebehandling hæmmer immunsystemet. Kirurgiske operationer medfører nedsat immunfunktion, i ukomplicerede tilfælde dog kun i få dage. Dette er et eksempel på, at stress svækker immunsystemet; spørgsmålet er omstridt, men der er næppe tvivl om, at alvorlige fysiske og psykiske belastninger giver dårligere immunfunktion.

De sikreste holdepunkter for, at immundefekt kan medføre øget kræftrisiko, findes for virusbetingede kræftsygdomme. Allergiske sygdomme er øget i hyppighed, fx hos personer, der mangler IgA-antistoffer, som navnlig findes i slimhinderne.

Ved gentagne infektioner med påfaldende alvorligt og langvarigt forløb må muligheden for immundefekt undersøges nøjere. Hvilke infektioner en immundefekt kan medføre, afhænger af, hvor i immunsystemet defekten er lokaliseret. Mangel på antistoffer produceret af B-lymfocytter nedsætter modstandskraften mod mange bakterier; den nedsættes også ved defekter i de celler, der optager og dræber bakterier ved fagocytose, og i det system af proteiner, der assisterer herved (komplementsystemet). Defekter i T-lymfocytterne medfører nedsat modstandskraft mod virus- og svampeinfektioner samt tuberkulose og lignende bakterielle infektioner, hvor bakterierne vokser inde i cellerne. Nedsat overvågningsfunktion af T-lymfocytterne ligger bag helvedesild, der skyldes opblussen af skoldkoppevirus, og forkølelsessår, der skyldes herpesvirus.

Som forebyggelse og behandling bør man ved de hyppige sekundære immundefekter søge at fjerne årsagen, allerhelst inden der udvikles sygdom. Ved de primære immundefekter, hvor en gendefekt er påvist, kan genterapi komme på tale. Denne behandlingsform blev første gang anvendt i 1990 hos børn med alvorlig lymfocytdefekt: Det raske gen indføres i nogle af patientens lymfocytter, og disse kan derefter fungere bedre. Hidtil er sådanne patienter blevet behandlet med knoglemarvstransplantation, hvorved patientens defekte lymfocytter erstattes med raske, men denne behandling er ikke altid mulig. I nogle tilfælde kan man i stedet erstatte et defekt eller manglende immunprodukt. Fx kan man ved antistofdefekt indsprøjte immunglobulin og herved drastisk nedsætte antal og sværhedsgrad af infektioner; en sådan behandling skal oftest vedligeholdes livet igennem.

Læs mere om immunologi.