Amarnakanaanæisk

Amarnakanaanæisk er betegnelsen for det kanaanæiske sprog, som man kan se afspejlet i Amarnabrevene fra 1300-tallet f.v.t. Der er tale om tæt på 400 lertavler, som fra 1887 blev fundet ved al-Amarna i Egypten. De fleste af disse breve er sendt fra forskellige vasalkonger i de kanaanæisktalende bystater i områder i nutidens Israel og Libanon til den egyptiske farao, der havde overhøjheden over disse områder. De er skrevet med kileskrift på akkadisk, men i mange af dem er sproget en form for blandingssprog, typisk med akkadisk ordforråd og i vid udstrækning kanaanæisk grammatik. Især verbalsystemet adskiller sig væsentligt fra det akkadiske system.

Nogle forskere ser blandingssproget som et bevidst udviklet kommunikationsmiddel til international brug, andre mener, at der snarere er tale om kanaanæeres mere eller mindre mislykkede forsøg på at skrive akkadisk. Amarnakanaanæisk er det ældste vidnesbyrd om kanaanæisk sprog og har derfor – trods de vanskeligheder, der er forbundet med beskrivelsen af det blandede sproglige materiale – spillet en stor rolle i udforskningen af denne sproggruppe, ikke mindst for fortolkningen af det hebraiske sprogs historie og analysen af det hebraiske verbalsystem.