græsk (Nygræsk - Historie)

Græsk har udviklet sig i over to tusinde år i en stadig dialog med sin egen fortid: De oldgræske klassiske tekster og den kristne tradition begyndende med NT. Fra ca. 600 e.Kr. indtil Det Byzantinske Riges endelige sammenbrud i 1400-t. var græsk både statens og kulturens sprog, men også under tyrkerne blev det i et vist omfang fortsat brugt som administrationssprog både på statsplan og inden for de græsk-kristne områder, hvor fx medgiftskontrakter og testamenter er affattet på traditionelt juridisk sprog. Den litterære produktion blev derimod rent mundtlig, og større litterære værker på græsk opstod kun uden for det græske fastland, først og fremmest på Cypern og Kreta, senere på De Joniske Øer i Adriaterhavet. Fra 1700-t. begyndte indflydelsen fra Vesteuropa for alvor, især via oversættelser fra fransk. Dermed blev grunden lagt til det moderne ordforråd. Med oprettelsen af den græske stat i 1830'erne opstod behovet for et rigssprog, hvad der førte til den såkaldte sprogstrid (se nedenfor).

Den ældste kendte beskrivelse af nygræsk er skrevet af Nikolaos Sofianos og stammer fra ca. 1550, men blev først trykt i 1870. Først i 1930'erne begyndte der at komme videnskabeligt pålidelige nygræske grammatikker og ordbøger både i Grækenland og i Vesteuropa. Den ældste nygræske grammatik på dansk er fra 1826.