græsk (Oldgræsk)

© John Fowlie

Græsk. De fire græske hoveddialekters udbredelse ca. 600 f.Kr. Arkado-kyprisk taltes tillige på en del af Cypern, jonisk i kolonierne ved Sortehavet, og dorisk i de fleste kolonier mod vest.

Kilderne til vores viden om det græske sprog i oldtiden er dels indskrifter på sten, metal eller brændt ler, dels litteratur skrevet i håndskrifter på papyrus fra den senere oldtid og på pergament eller papir fra middelalderen.

Indskrifterne fordeler sig i to kronologisk adskilte grupper. En mindre del er i stavelsesskrift, den såkaldte Linear B-skrift, og stammer fra ca. 1400-1200 f.Kr., mens langt størstedelen, som tilhører tiden fra kort før 700 f.Kr. til oldtidens slutning, med få undtagelser er i alfabetskrift.

Stavelsesskriften, der ikke var velegnet til at gengive græsk, er overtaget fra et endnu ikke identificeret sprog; vores detailviden om det ældste græsk er derfor behæftet med en række usikkerheder. Alfabetskriften er lånt fra fønikisk senest ca. 750 f.Kr. og gengiver sproget med meget større præcision. Indskrifter er i almindelighed pålidelige vidner, da de reproducerer netop det sprog, som de personer, der affattede dem, benyttede sig af. Litteraturen foreligger ofte i afskrifter i mange led, udført over tit mere end tusinde år, og afskrivning medfører altid ændringer, bevidste eller ubevidste. Indskrifter er derfor mere præcise i deres oplysninger, men deres emnemæssige dækning er langt snævrere end den håndskriftoverleverede litteraturs. Desuden har grækerne i litteraturen givet en række ofte meget præcise oplysninger om sproget; fra den senere oldtid og den tidlige middelalder findes også en del værker med rent sprogligt sigte, bl.a. ordbøger.