leksikologi

Leksikologien er en del af semantikken, men opfattes især i fransk og tysk sprogvidenskab som en selvstændig disciplin, der udgør det teoretiske grundlag for leksikografien. Leksikologien behandler diakront ords og ordfamiliers historie og betydningsudvikling, etymologi, og synkront de indbyrdes relationer mellem ord både form- og indholdsmæssigt.

Et sprogs ordforråd, også kaldet leksikon, er ikke en ustruktureret mængde af ord. De enkelte ord eller leksemer indgår sammen med andre ord i forskellige typer leksikalske relationer, hvad både form og betydning angår.

Formrelationer har man i forholdet mellem ord og det ord, de er afledt fra, fx kær — kærlig — kærlighed; her indgår ofte præfikser og suffikser. Afhængigt af sprogtype finder man også andre former for markering af afledningsforhold, fx omlyd, navn — nævne, eller systematisk vokalskifte, jf. klassisk arabisk kataba 'han skrev' over for kitāb 'bog'.

Et ords betydning afgrænses af andre ord, hvilket resulterer i adskillige typer betydningsrelationer: synonymer, dvs. ord med (omtrent) samme betydning, fx kollidere og tørne sammen; antonymer, dvs. ord med modsat betydning, hvad enten der er tale om en graduerbar modsætning som i varm — kold eller en absolut som i sort — hvid; homonymer, dvs. ord med identisk udtryk, men forskelligt indhold, fx bank, der kan betyde både 'pengeinstitut' og 'tæv'; homonymi er ofte vanskelig at afgrænse over for polysemi, der betegner det forhold, at det enkelte ords betydning afhænger af konteksten, jf. blad på træ over for blad i bog.

Størst betydning som strukturerende leksikalsk relation har dog hyponymi, hvorved forstås forholdet mellem et overbegreb, hyperonym, og et underbegreb, hyponym, fx blomst—rose. Hyponymirelationer ser man tydeligst i naturlige taksonomier, fx

• leksikografi
• ord
• semantik