Ordet er den mindste frit forekommende betydningsbærende størrelse i sproget, som ikke blot afgrænses i skrift ved at optræde mellem mellemrum, men som også alene kan udgøre et udsagn, fx Ud! eller Katten. Herved adskiller ordet sig fra morfemet, som er den mindste betydningsbærende størrelse, men som ikke nødvendigvis forekommer frit, jf. de to morfemer i hest-e. Skellet mellem ord og morfem er dog omdiskuteret. I mange sprog består et stort antal ord således af flere morfemer eller kombinationer af morfemer.

Der findes dog også enheder, som man vil være tilbøjelig til at kalde ord, fordi de i skrift forekommer mellem mellemrum, men ikke kan anvendes selvstændigt uden andre ord, fx fransk je 'jeg'. Sådanne klitiske størrelser udgør en slags mellemting mellem frie morfemer (ord) og bundne morfemer (endelser); se enklise og proklise.

Uanset vanskelighederne ved en præcis definition udgør ordet en uomgængelig størrelse både for den videnskabelige beskrivelse af sprog på alle niveauer og for den almindelige sprogbruger.

Ordet som fonologisk enhed

Som udtryksenhed er ordet ofte den centrale størrelse ved fastlæggelse af accenten, der fx i polsk fast falder på den næstsidste stavelse i ordet. I sprog som finsk udgør ordet det domæne, hvor vokalharmoni udfolder sig, idet endelsesvokaler tilpasses roden inden for samme ord, fx talo-ssa 'i huset', af talo 'hus', over for kylä-ssä 'i landsbyen', af kylä 'landsby'.

Selvom der i mange sprog ikke konsekvent markeres egentlige ordgrænser i tale, angives disse grænser i de fleste alfabetbaserede skriftsprog som regel ved mellemrum. Ordet spiller en stor rolle også i tilfælde, hvor grænserne kan sløres af såkaldte sandhi-fænomener. Fx realiseres i sanskrit -as som -o foran et nyt ord, der begynder med stemt konsonant, fx aśvas 'hest' over for aśvo dravati 'hesten løber', mens der gælder andre regler inde i et ord.

Ord er således fonologisk set typisk kontinuerte, dvs. ubrudte enheder, karakteriseret af accent og evt. vokalharmoni, i tale eventuelt afgrænset af sandhi og pauser og i skrift af mellemrum.

Ordet som morfologisk enhed

Da ord kan bestå af flere morfemer og forekomme i flere ordformer, fx hest, hesten, heste, hesten ..., defineres ordet morfologisk set som den størrelse, der kan etablere et sæt af bøjningsformer, et morfologisk paradigme, og det er karakteriseret ved, at dets morfemer, herunder bøjningselementer, optræder i en uforanderlig rækkefølge.

Ordet som syntaktisk enhed

Ordet er også basis for inddeling af ordforrådet i ordklasser og spiller dermed en vigtig rolle for sprogets syntaktiske opbygning.

I sprog som dansk skelnes der grundlæggende mellem de ubøjelige ord, partiklerne, som består af ét morfem, fx ja, nu og av, og de bøjelige, som består af flere morfemer med en grundlæggende skelnen mellem nominer og verber, fx bolde og synger.

Ord af forskellige ordklasser danner hver deres type syntagmer. I modsætning til den morfologiske opbygning, hvor morfemernes sammenkædning er fast, er der i mange sprogs syntaks en vis variation i ordenes rækkefølge; fx står den bestemte artikel i det lille blå hus foran kerneleddet, men den realiseres som en endelse i huset i skoven.

Ordet som enhed er altså afgørende for skelnen mellem morfologi og syntaks, mellem de enheder, der opbygger et ord, og de processer, der integrerer ordet i større helheder. Også her forhindrer visse forhold dog en helt præcis definition, idet fx præfikser under visse omstændigheder kan optræde løst fra stammen og således udgøre et frit forekommende morfem og dermed et ord, jf. Han gav op over for Han opgav ævred; her er altså ikke engang ordets status som kontinuert størrelse bevaret.

Ordet som semantisk enhed

De tre enheder, ord, klitisk størrelse og morfem, er alle karakteriseret ved at have et betydningsindhold. Der kan skelnes mellem leksikalsk og grammatisk betydning, men denne skelnen falder dog ikke helt sammen med skellet mellem ord og morfem.

Den leksikalske betydning, denotation, betegner fænomener i verden som 'hus, løbe, klistret' osv. Den grammatiske betydning betegner enten relationer inden for den sproglige konstruktion, fx at, som, -s (genitiv), eller mellem udsagnet og verden, fx jeg, her, vist; se deiksis og modalitet. I nogle sprog er megen grammatisk betydning kodet i bundne morfemer, fx i en modus som konjunktiv, der i bl.a. latin og tysk udtrykkes ved bøjningsformer af verbet, men i russisk ved tilføjelse af et klitisk element, by, til det finitte verbum.

Selvom ord kan bestå af flere morfemer og forekomme i flere ordformer, i nogle sprog i paradigmer med hundredvis af former, kan man på basis af det fælles leksikalske indhold i disse former fastholde ordet som en leksikalsk størrelse, et såkaldt leksem, fx hund, der optræder i bøjningsformer som hunden, hunde osv. Det er leksemet, der er den grundlæggende enhed i ordbøger, se lemma, selvom man pr. konvention opfører ordene i en af de faktisk forekommende former, således som regel verber i infinitiv, fx løbe, substantiver i sing., fx hus, og adjektiver i fælleskøn, sing., ubestemt form, fx stor; se leksikografi og leksikologi.

Det er i de fleste tilfælde ikke vanskeligt at identificere ord som leksemer, men sprogets mekanismer til orddannelse kan undertiden gribe forstyrrende ind. Selvom sammensatte ord består af flere leksemer, fx fædre-lands-sang og tids-skrift, optræder de alligevel ofte som opslagsord i ordbøger.

Typologi

Ordet har forskellig status i forskellige sprogtyper. I isolerende sprog som klassisk kinesisk eller thai er ordet principielt det samme som et morfem, og alle morfemer er frie.

I polysyntetiske sprog derimod udtrykkes indholdet for det meste ved tilføjelse af bundne morfemer til en leksikalsk rod, således at sætninger selv med komplekst betydningsindhold nærmest har karakter af og i skrift gengives som ord, fx grønlandsk kaffiliorniarumagaluarpunga 'jeg ville gerne lave kaffe'.

I flekterende sprog og agglutinerende sprog er der principielt en skarp skelnen mellem bundne og frie morfemer. I mange flekterende sprog, fx dansk, er ordet en central enhed, mens den centrale enhed i andre sprog snarere er leksikalske rødder, som sammen med aflednings- og bøjningsmorfemer optræder i forskellige udgaver i flere ordklasser. Dette er fx typisk for de semitiske sprog, således arabisk, hvor roden k-t-b realiseres snart som verbum, kataba 'han skrev', snart som substantiv, kitāb 'bog'. I sådanne sprog, hvor det er de abstrakte rødder, der udgør opslagsord i ordbøger, findes der altså principielt ingen frie morfemer, og ordet har her en sekundær status i forhold til roden.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig