Diatese er en sprogvidenskabelig term for en verbal kategori, som betegner det perspektiv, som aktanternes forhold til verbet ses under. Diatese udtrykkes typisk ved formveksel i verbet. I indoeuropæiske sprog skelnes der mellem aktiv, medium og passiv diatese.

Faktaboks

Etymologi
Ordet diatese kommer af græsk diathesis 'tilstand, stilling', af dia- og thesis 'det at sætte, stille'.

Aktiv, medium og passiv

Aktiv

I aktiv ses verbalhandlingen med udgangspunkt i agenten, dvs. den, der handler, som subjekt, og med endepunkt i patienten, dvs. den, der er genstand for handlingen, som objekt. Passiv anskuer sagforholdet med udgangspunkt i patienten som subjekt og fjerner agenten eller udtrykker den adverbielt. Se agens.

Medium

Medium betegner handlinger, som agenten udfører med endepunkt i sig selv eller i sin egen interesse, jf. sig i han klædte sig om og hun købte sig en bluse.

I udvidet forstand kan refleksive og reciprokke konstruktioner i dansk regnes for diateser. Ved refleksiv er der identitet mellem agent og patient: han rejste sig, hvor han og sig er samme person. Reciprok beskriver to handlinger, hvor agenten i den ene er patient i den anden og omvendt: udtrykket vi mødte hinanden fortæller både, at jeg mødte dig, og at du mødte mig.

Passiv

Passiv er i mange indoeuropæiske sprog udviklet af medium. I dansk er s-passiven udviklet af refleksivkonstruktioner brugt som medium. Der er derfor betydningsforskel mellem de forskellige passivformer på dansk, idet s-passiven har en generel betydning, fx der må ikke ryges ved møderne, over for den mere specifikke betydning ved blive-passiv: der bliver røget meget ved møderne.

At passiv har patienten som subjekt, kan udnyttes tekstligt til at bortlede opmærksomheden fra eller fortie agenten, dvs. den, der er ansvarlig for handlingen, fx fangerne blev mishandlet.

Eksempel på aktiv-passiv diatese

agent verbal patient verbal agent
aktiv jægeren dræbte ulven
passiv ulven blev dræbt af jægeren

Andre diatesetyper

Filippinske sprog har meget komplekse diatesesystemer, som anvendes til at beskrive sagforhold, ikke blot med udgangspunkt i patienten, men også i fx steds- og instrumentbetegnelser.

Algonkin, der er en gruppe af indianske sprog i Nordamerika, har en hierarkisk diatese, hvor agenten rangordnes i forhold til de øvrige aktanter efter grammatisk person. I dette eksempel fra sproget prærie-cree ni-sēkih-ā-enān atim 'vi skræmte hunden' angiver diatesen "direkte", markeret ved -ā-, at den højest rangerende aktant (vi; 1. person) skal fortolkes som agent, og den lavest rangerende (hunden; 3. person) som patient. I det tilsvarende eksempel på diatesen "invers", markeret ved -ehw- i sætningen ni-sēkih-ehw-enān atim 'hunden skræmte os', signaleres det modsatte forhold, nemlig at den lavest rangerende aktant skal fortolkes som agent. Det samme forhold udtrykkes i akkusativ-sprog ved kasus og ledstilling.

I ergative sprog, hvor den basale diatese er passivlignende og har patienten som udgangspunkt, kan dette perspektiv vendes af diatesen "antipassiv", der adskiller sig fra aktiv ved at fremhæve agenten og marginalisere eller ligefrem undertrykke patienten.

Nogle sprog, fx kinesisk, udtrykker ikke diatese ved formveksel i verbet, men i agenten og patienten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig