Disse sprog udviser en blanding af grammatiske og semantiske kasus med overvægt af grammatiske, således fx latin, hvor nominativ, akkusativ og dativ fortrinsvis markerer de grammatiske funktioner subjekt, objekt og indirekte objekt. Akkusativ og især ablativ og genitiv har dog også semantiske funktioner, idet visse former er rester af en gammel indoeuropæisk lokativ, fx lat. Romam 'til Rom' (akk.), Romae 'i Rom' (gen., hist. lokativ), Romā 'fra Rom' (abl.).
Det oprindelige indoeuropæiske kasussystem, som det tilsyneladende er bevaret i sanskrit, omfattede syv kasus foruden vokativ: nominativ, akkusativ, instrumentalis, dativ, ablativ, genitiv og lokativ. Latin har bevaret fem kasus: nominativ, akkusativ, genitiv, dativ og ablativ, oldgræsk kun fire: nominativ, akkusativ, genitiv og dativ. Flere ældre kasusformer er altså historisk faldet sammen i disse sprog, hvilket forklarer, at deres kasus så til gengæld har mange forskellige anvendelser som bl.a. den latinske ablativ, der både har lokale og andre, især instrumentale, anvendelser, fx "midlets ablativ". Traditionelt regnes vokativ, der bruges i tiltale, ofte for en kasus, fx lat. Domine 'Herre', hvor domine er vokativ af dominus, gr. Kyrie eleison 'Herre, forbarm dig', hvor kyrie er vokativ af kyrios. Den bruges udelukkende i tiltale og dermed uden for den egentlige sætningskonstruktion, hvilket synes at antyde, at det ikke drejer sig om en egentlig kasusform.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.