Kasus er i den traditionelle grammatik betegnelse for en bøjningskategori hos nominer, dvs. substantiver, adjektiver, pronominer og participier. Kasus er det morfologiske udtryk for de forskellige syntaktiske relationer, som nominer kan forekomme i. Begrebet kasus angiver således de forskellige former, et ord 'falder i', ligesom fx en terning kan falde med forskellige sider opad.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kasus kommer af latin casus 'tilfælde, sag, fald'; betydningen er overført fra græsk ptosis 'fald, kasus'.
Også kendt som

casus (uofficiel stavemåde)

Grammatisk eller semantisk markering

Nominers funktion i sætningen markeres i sprog uden egentlig kasusbøjning ved ordstilling, kongruensmærker på verbet og/eller forskellige forbindelsesord, fx præpositioner. I fx tysk markerer nominativ sætningens subjekt, akkusativ objekt og dativ indirekte objekt, jf. Der Mann gibt dem Jungen den Hut 'Manden giver drengen hatten', hvor der Mann er sætningens subjekt, dem Jungen indirekte objekt og den Hut objekt. I den danske oversættelse er disse relationer udtrykt alene ved ordstilling. Ud over grammatiske funktioner kan forskellige kasusformer udtrykke forskelligt semantisk indhold. Man kan således skelne mere "grammatiske" kasus fra mere "semantiske" og i videre perspektiv mere grammatiske kasussystemer fra mere semantiske.

De indoeuropæiske sprogs kasussystemer

Disse sprog udviser en blanding af grammatiske og semantiske kasus med overvægt af grammatiske, således fx latin, hvor nominativ, akkusativ og dativ fortrinsvis markerer de grammatiske funktioner subjekt, objekt og indirekte objekt. Akkusativ og især ablativ og genitiv har dog også semantiske funktioner, idet visse former er rester af en gammel indoeuropæisk lokativ, fx lat. Romam 'til Rom' (akk.), Romae 'i Rom' (gen., hist. lokativ), Romā 'fra Rom' (abl.).

Det oprindelige indoeuropæiske kasussystem, som det tilsyneladende er bevaret i sanskrit, omfattede syv kasus foruden vokativ: nominativ, akkusativ, instrumentalis, dativ, ablativ, genitiv og lokativ. Latin har bevaret fem kasus: nominativ, akkusativ, genitiv, dativ og ablativ, oldgræsk kun fire: nominativ, akkusativ, genitiv og dativ. Flere ældre kasusformer er altså historisk faldet sammen i disse sprog, hvilket forklarer, at deres kasus så til gengæld har mange forskellige anvendelser som bl.a. den latinske ablativ, der både har lokale og andre, især instrumentale, anvendelser, fx "midlets ablativ". Traditionelt regnes vokativ, der bruges i tiltale, ofte for en kasus, fx lat. Domine 'Herre', hvor domine er vokativ af dominus, gr. Kyrie eleison 'Herre, forbarm dig', hvor kyrie er vokativ af kyrios. Den bruges udelukkende i tiltale og dermed uden for den egentlige sætningskonstruktion, hvilket synes at antyde, at det ikke drejer sig om en egentlig kasusform.

Varianter

Et gennemgående træk i de indoeuropæiske sprogs kasussystemer er modsætningen mellem på den ene side nominativ og akkusativ og på den anden side genitiv, dvs. kasus, der er styret af verbet som bl.a. subjekt og objekt, over for kasus, der er styret af et andet nomen til angivelse af bl.a. ejerforhold. Visse sprog har således kun de tre kasus. Sådanne trekasussystemer findes ikke kun i nogle indoeuropæiske sprog som fx nygræsk og dansk, som i pronominer skelner mellem disse tre kasus, jf. han og ham over for hans, men også i klassisk arabisk. Et specielt reduceret system finder man i oldfransk, som kun skelner nominativ fra oblik, der er kasus for alle andre funktioner end subjektet.

De finsk-ugriske sprog har veludbyggede kasussystemer, som bortset fra de grammatiske kasusformer nominativ, akkusativ, partitiv og genitiv grundlæggende udtrykker lokale relationer, fx i finsk de lokale relationer sammen med en skelnen mellem "indre" og "ydre", fx

kasus form betydning
illativ: taloon ind i huset
inessiv: talossa inde i huset
elativ: talosta inde fra huset
allativ: talolle hen til huset
adessiv: tallolla ved (nær) huset
ablativ: talolta henne fra huset

Ergativitet

De nævnte kasussystemer skelner mellem nominativ som subjektets kasus og akkusativ som objektets kasus; man kalder denne sprogtype nominativ-akkusativ-sprog. I modsætning til dette system, der har et klart sammenfald mellem subjekt og den semantiske rolle agent på den ene side og objekt og patient på den anden, står det ergative kasussystem med en fundamental skelnen mellem ergativ og absolutiv. Her er der ikke samme klare sammenfald mellem syntaks og semantik, hvilket ses af, at absolutiv bruges om både subjektet for intransitive verber og objektet for transitive. Forskellen mellem ergativ og absolutiv synes at bero på en skelnen mellem agent og ikke-agent, dvs. på et semantisk skel mellem en person, der udretter noget, og en person eller ting, der ikke udretter noget. Det ses bl.a. i det tibeto-burmesiske sprog sherpa, hvor imperfektivt aspekt, der betegner en proces, har subjektet i absolutiv, jf.

ti miti cenyi caaq-kiwi
mand kop slå-i-stykker
best. abs. abs. imperf.
manden forsøgte at slå koppen i stykker

Her er miti og cenyi absolutiv og caaq-kiwi imperfektivt aspekt. Det perfektive aspekt, der betegner en begivenhed, har til gengæld subjektet i ergativ, jf.

ti mitigi cenyi caaq-sung
mand kop slå-i-stykker
best. erg. abs. perf.
manden slog koppen i stykker

Her er mitigi ergativ, cenyi absolutiv og caaq-sung perfektivt aspekt. Da forståelsen af agentrollen kan variere, er der forskellige undertyper af ergative kasussystemer. Herunder kan der udskilles et særligt aktivt kasussystem, fx i det indianske sprog pomo, der tales i Californien. Den handlende person står i aktiv og kongruerer med verbet, jf.

bé:kh çe:xélkhma:
de glide
aktiv plur.
de glider (hen ad isen)

Den eller det, der ikke gør noget af sig selv, står i inaktiv og er uden kongruens med verbet, jf.

bé:kal çe:xélka
de glide
inaktiv sing.
de glider (på isen)

Markering af kasus

Kasusmarkering kan foregå mere eller mindre syntetisk. På japansk udtrykkes kasusrelationer vha. efterstillede småord, såkaldte postpositioner: ga udtrykker nominativ, o akkusativ, ni dativ og no genitiv:

Ziroo-ga Yosio-ni ringo-o ageta
Ziro Yosio æble gav
nom. dat. akk. verbum
Ziro gav Yosio et æble

I agglutinerende sprog udtrykkes kasus ved endelser, der er hæftet på stammen eller en evt. foregående endelse, fx flertal, jf. tyrkisk

sing. plur.
nom. ev hus ev-ler huse
gen. ev-in husets ev-ler-in husenes

I flekterende sprog som fx latin udtrykkes tal og kasus i samme endelse, jf.

nom., sing. homo mand
gen., plur. hominum mænds

Kasusformer er desuden ofte vævet sammen med køn og bestemthed eller med nominers status som hhv. animerede eller inanimerede. Således er i de slaviske sprog akkusativ identisk med genitiv ved animerede nominer og med nominativ ved inanimerede, jf.

animeret inanimeret
nom. tjelovek menneske dom hus
akk. tjeloveka menneske dom hus
gen. tjeloveka menneske doma hus

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig